Min politiske vækkelse efterlader efterhånden alt tilbage at ønske.
Jeg har, som årene er gået, fået den opfattelse, at alting uværgeligt gentager sig selv, og at dette især er gældende for massemedierne (og mig selv i øvrigt).
Problemerne løses igennem historien af skiftende regeringer, og sådan trives folket vist bedst sammen. Forskellen er den samme på sigt.
Men tilbage i mig sidder der et ønske om at være en god samfundsborger.
Min stemme repræsenterer en facet, som jeg finder værd at bevare. Mit segment har noget at bringe en kvalificeret debat. Derfor finder jeg det værd at deltage i demokratiet til trods for min defaitisme desangående.
Jeg har konstrueret en løsning, der ikke fordrer den daglige eksponering af nyheder. Der ikke fordrer, at jeg igen igen skal høre om naturkatastrofer og militærkup. Om politiske skandaler og kulturel afstumpethed.
Vi har hørt det hele før og skal høre det 1000 gange mere, inden vi dør og overlader møllen til næste klongeneration.
Jeg har konstrueret en løsning, som tilgodeser, at jeg trods daglig uoplysthed alligevel indeholder stærke holdninger om dette og hint og alting.
Jeg har nemlig altid været rasende humanist – eller rød om man vil. Pernille Rosenkrantz-Theil
kunne i gamle dage få mig til at ranke rygraden og føle mig stolt af mit køn og mine meningers mod. Ikke sådan at forstå at jeg nogensinde drømte om at sende hende i dronningerunde – tak skæbne – men den danske mand og vores politik mangler respekt for visioner og drømme, og Pernillen råbte tilstrækkeligt højt til, at hun ikke kunne kvæles i ligegyldighed.
Da jeg udførte min politiske dont som studerende, hang den røde fane og Lenins portræt på væggene i humrådet. Desværre var de moderate humanister ikke eksisterende på uni, og mine aktive år henslæbte jeg således i blokpolitikkens vold. En fuldstændig veldefineret kasse som udelukkende trak vejret momentvist i højreorienteret modspil på konsistorieniveau.
Jeg er altså en venstreorienteret oppositionspolitiker – en utopist – og i disse dage er det desværre rigeligt at stemme SF for at blive repræsenteret som sådan, men i Thorkild Simonsens tid kunne man f.eks. flotte sig helt ud til liste Ø.
Men nok om mine mange meninger og tilbage til min løsning: hvordan stemmer man aktivt og kvalificeret, når man ønsker at undgå massemedier?
Jeg skabte mig en personlig politisk kommentator. Der er nogle pænt kloge statskundskabere i mine cirkler. Og den ene har jeg oven i købet kendt i over et halvt liv. Mange gange har jeg ringet ham op før div. valg, og har taget en halv times snak om valgkampens aktuelle emner, har klarlagt mine holdninger til selvsamme, som han så kunne opsummere i et par navne, jeg kunne vælge og google imellem.
De sidste par gange har vi dog brugt tiden på mere hjertenære emner, og han har i stedet henvist mig til politiske meningstests på bla. Politikens hjemmeside.
Samme mønster gentog sig, da jeg forespurgte hans tiltænkte efterfølger i ’07. Til trods for hendes levebrød og lidenskab for politik anvendte hun selvsamme ’meningstests’.
Og dette er jo gået fint et par valg. Jeg har besvaret div. spørgeskemaer med ligegyldige spørgsmål om politisk prioritering af midler, og endt med et overskueligt opløb af kandidater til nærmere undersøgelse. 2-5 stk. fra SF eller rødere.
Men i dag skete der et jordskred. I dag blev opløbet helt uoverskuelig til trods for, at det kun indeholdte een enkelt kandidat.
JP-Århus 'Valgkompas' havde den frækhed at udråbe heksens suverænt bedste match som Karen Hoffmann-Jørgensen (?), der repræsenterede: Radikale Venstre (!?).
På den ene side er det næsten tegneserielogik, at min tiltagende ligegyldighed udmønter sig i et
radikalt stempel. (”Skal Vanddragen flyttes fra Storetorv?” dvs. skal HT-terminalen fjernes fra Rådhuspladsen? Get over it og gør en forskel i stedet).
Det er endvidere alment anerkendt livslogik, at man bliver ’mildere med årene’ og søger midten.
Men på den anden side er min forstokkede selvforståelse slet ikke gearet til at skifte farve. Logik eller ej. Jeg er antiracist, jeg er supertolerant ateist, jeg er pro velfærdsstaten osv. Det eneste fascistoide gen jeg ejer, er en brændende forkærlighed for nichekultur og ønsker klart at f.eks.
Øst for Paradis (≈ Vester Vov Vov) og
VoxHall (≈ Vega) støttes i hoved og røv – men dog ikke på bekostning af menneskeliv. Hvordan skal jeg nogensinde omfavne den nådesløse, aldersbetingede højreholdningsdrejning?
10 minutter senere fik jeg hjælp af brevsprækken.
Og her vil jeg godt benytte lejligheden til at takke Post Danmark: tusind tak. Tak fordi jeres nye nejtaktilreklamerstrategi virker blændende godt. Så godt som intet spam lander på mit entregulv. En lille veltilfredshed snurrer i min krop, når jeg kan høre reklamerne smælde ind af naboernes brevsprækker – og min holder alligevel artigt tand for tunge. Brevsprækker bør kun åbne munden, når de har fået forlov.
Men i dag – 10 minutter efter at ordene ’Radikal Venstre’ havde gatecrashed min skærm – dumpede en brochure for Claus Thomasbjerg ind igennem min jo ellers upåklageligt tavse sprække. Fra SF! Jeg mener: selv autonome pizzabude tør ikke tænke tanken om at besudle min eksistens med menukort og tilbud om gratis udbringning. Men SF (!) tør skide højt og flot på moderne miljøpolitik og forbrugerens ret til NEJ TAK. Alle kneb gælder i valgkampen. Etikken står tilbage som taber i spillet om magten over vanddragen.
I dag mistede SF en stemme.
I dag mistede en SFer sin sjæl.
I dag blev jeg gammel og mild.
Det med småt:Aner endnu ikke om jeg skriver her hver dag eller blot ugentlige ynkværdigheder, men de kommende indlæg i pnm-blogføljetonen vil i modsætning til dette første blive offentlige i højst et par døgn. Tesen er, at flygtigheden kan give mig lidt frihed i tone og emne, som forhåbentlig gør det værd for dig at klikke forbi efter sprudlende heksebryg og nyeste decemberhustlertriks.
Alle de blogvragrester, som cybersuppen flyder med, vidner om en gruppe danskere, som alle herefter også bærer ’blogidévinklen’ i deres verdensperception (og her understreger jeg altså: i den virkelige verden).
