Ryan Adams som symptom

-Noget om at tvangsfodre sin sjæl.

Jeg lignede ingen verdens ting, da jeg var teenager. Tro mig på mit ord og skån dig selv for uddybninger. Til gengæld var jeg social spasser… også med dette faktum er det tilrådeligt at tro på mit ord.
Summa summarum – jeg fik min første kæreste, da jeg var 20. Ham blev jeg dog hængende ved i mange gode og vigtige år. Så genoptog jeg pludselig spasseriet, og i dag – 1000 år senere, vil han stadig ikke se mig.
Vi var ’studerende’ og havde oceaner af tid til hinanden og livets gratis glæder. Mange dage gik med at ligge i hans seng og høre hans uhørt lækre pladesamling igennem på kryds og tværs. Han blev min mentor og mit modspil indenfor marginalrocken – i dag kaldet indie. Tiden havde Bauhaus, Joy Division frisk i erindringen, grunge og shoegazer i zenit, ok computer lige om hjørnet...
Somme tider gik jeg egne veje – især ad de populistiske deroutes som Dizzy Miss Lizzy, eller til gyno-bonding som Tori Amos eller PJ Harvey.

Og en sjælden gang imellem var jeg uenig. Eller rettere – det stod ikke til diskussion om pladen var god, mere kunne jeg mærke, at min sjæl stod uberørt tilbage. En mindreværdsfølelse fortalte mig, at det blot var fordi, jeg ikke var en ’rigtig musiknørd’ og i øvrigt var kulturelt afstumpet efter alt for mange år i forstaden til provinsen.
Her skal nævnes Ecco and the Bunnymen eller senere Belle & Sebastian.

Jeg er ikke glad for at indrømme det, men i dag er mit problem Ryan Adams…
Langt hen ad vejen har jeg bare ignoreret fænomenet pga. alt for grimme og alt for unævnelige associationer. Men efterhånden har hans navn sneget sig ind ad alt for mange valide åbninger. Alt for mange mennesker, som har min respekt, får ’the ryan rush’ – jeg må vist indrømme, at jeg går glip af det hele.
Men da jeg har lovet min øjesten Bright Eyes at interessere mig mere for countryrocken, så bliver enden på miseren, at jeg er nødt til at tvangsfodre min sjæl. Der er derfor blevet indkøbt to plader under kyndig vejledning. Gold og Love is Hell. Og allerede her - inden pladen lægges i - begynder mislyden : hvor er respekten for Kitchens of Distinction?
Ved gennemlyning blafrer han i mine øre useriøst rundt i den amerikanske sangskat, fra Janis Joplin til Bruce Springsteen. Et par gange har pastichen været så perfekt, at der skulle tjekkes, om det nu faktisk var et cover nummer i tråd med Wonderwall. Men nej. Manden er simpelthen en udkrystallisering af 40 års rendyrket amerikansk rocktradition. Kan jeg/skal jeg/vil jeg lære at elske det?

Jeg må tilstå, at jeg strejfede, da jeg var på pladeindkøb. The Smiths 'Strangeways' fristede til spotpris. Disse 35 minutter har nu fuldstændig fortrængt Adams 130. Minder fra et kollegieværelse og en udslagsseng i hestedækkenmønster er alt for magtfulde til, at der levnes plads til fornyelse. Jeg er gået i stok, min nerve er visnet - mit liv som musiknørd ebber ud.

Hvad er det jeg misser? Adams fans bør skrive en almisse nedenfor…