Ensom duet for tre

"I am setting your heart on fire

so when you leave me

I will burn on in your soul"

Songs: Ohia              

Axxess & Ace              

At dele sin sjælesamling med nogen er altid en fornøjelse.

Jeg har en kasse hængende med plads til rundt 300 cder. Hvis der skal være plads til noget nyt, må noget gammelt vige, så det er selvsagt et nøjagtigt kort over den mest private heks bøjet i neon.

Men min blottelse betales rigeligt og intetanende ind af gæsten.
Han giver mig nye nøgler til esoteriske hjørner af sin egen person, når blot jeg ser hans reaktion.
Finder han noget han kender, noget han har hørt om fra venner…? Gennemskuer han sorteringssystemet, udvælger han det sikre, eller lader han sig guide?

Fornøjelsen fordobles hvis oplevelsen gentages. Så har man pludselig historik og statistik som bonus.

Men uanset denne udelte fornøjelse, så er der selvsagt federe mennesker at dele sjæl med end andre. Nogen falder helt igennem: de kender intet, og virker indifferente overfor resten. Nogen kender intet set fra coveret, men med mig som dj udsættes de for utallige: ”nej, det kender jeg da godt! Er det virkelig dem? Øh, hvad var det nu lige, du sagde, de hed? Nåååja…”. Og så er der dem, som består med bravur. De kender langt de fleste kunstnere, har overlap og ny inspiration, og der er nogle stykker, som oven i købet lige rammer musiknerven igennem hele kassen.

Men selv i denne snævre kreds har jeg yndlinge. Der er enkelte iblandt, som også kender til livstranscenderende rockoplevelser.

Jeg har før blogget om et modsatrettet aspekt: Hvorfor jeg falder igennem og er tonedøv overfor formidable indspark i rocken som Ryan Adams, Dinosaur Jr., Belle et Sebastian mf. (førstnævnte er dog indhentet i mellemtiden).

En fyr, som jeg også skulle have bekendt i den anledning, var Bonnie ”Prince” Billy.

Den gamle Nar lånte mig i sit hjertes godhed Ease down the Road tilbage i ’02. Desværre var den på vinyl, og da jeg endelig fik mig nosset sammen til at tilslutte min pladespiller, viste det sig, at kileremmen (?) var blevet slap siden sidst, og tempoet var sløvt tenderende til det svingende. Og så gik der yderligere et år, inden jeg fik nosset mig sammen til at levere klenodiet tilbage. To års Bonnie lå således ubrugt hen.

Senere fik jeg igen denne mimetiske trang til at indtage Bonnie, og med 6 udgivne albums vurderede narren, at I see a Darkness nok også var mere i heksens stil.

Og jeg købte og hørte den troligt. Og jeg fangede den da også. Han er jo faktisk fin. Og finurlig. Ja der fik han mig til at smile. Og den anden dag kom jeg faktisk også i tanke om en stump fra pladen midt i ostemaden.

Med andre ord: jeg fangede hat og intet.

Så skete miraklet: VoxHall annoncerede, at de havde inviteret prinsen til byen, og at han havde accepteret. Godt nok var det lige om mandagen, som jeg kom hjem fra Roskilde ’08, men når Bonnie kommer til byen, tropper man op med cadeau til både gæst og vært.

Det skulle jo så vise sig (hvorfor havde den klokke ikke ringet?), at Bonnie også blev tilføjet Roskildes program, og jeg stod overfor at skulle se manden to dage i træk, dobbelt op på Billy. Sikke jeg kan. Men man kunne da ikke gå glip af at se Bonnie sammen med selveste hovedinspiratoren den gamle nar.

Roskilde koncerten blev en forfærdelig og pinsommelig affære. Som en af de sidste efter 7 dages bombardement havde han i forvejen meget ringe odds.
At lyden var lav og elendig;
- at regnen så småt begyndte og maste en masse kolde, trætte og våde mennesker med rygsække, tømmermænd og 10 dages branderter sammen på alt for lidt plads under teltdugen;
- at Bonnie var vranten og tvær og bandende lovede sig selv, og hvem der gad høre på det, at han aldrig i resten af sit elendige liv ville lade sig hyre af en festival igen, hjalp dog heller ikke på helhedsindtrykket.

Men alt dette eksteriør er blot profane bortforklaringer. Man skal huske, at inden jeg landede foran Billy på VoxHall, så så jeg Billy på Roskilde, jeg havde nedpakket regnvejrstung lejr, jeg havde fået alt for lidt søvn (igen), hjemtransport, resocialisering til civilisationen, købt ind og lavet pasta til 10 venner, et mindre sammenbrud under middagen og SKÅL…
- Odds var ikke længere eksisterende for, at heksen ville kunne åbne sine øren for prinsen. Automatpiloten på kamikazekurs igennem livets perlerække af spidsbelastninger.

I crocs og forvasket piratbuks vadede han upåagtet med spotlyset direkte ind igennem min udmattede krop og lagde den kyndigt ned i århusiansk tango - The letting Go blev købt på stedet og bæres i hjertet.

Og alligevel genkender en ordentlig bonniefan ikke en frænde i heksen i dag.

Den sidste afgørende faktor for magisk transcendens ligger i den direkte interaktion. Man forenes umiddelbart med musikken eller kunstneren, man indgår en slags symbiose, hvor man er to entiteter som én. Hvilket slet ikke forekommer mig som en let tjans med hr. Oldham.

Bonnie er en træmand. Hans musik er maskulint selvoptaget og indædt sammenbidt. Lige som jeg foretrækker det i øvrigt, men sært nok slet ikke et associationsemne for mig. Ham her syntes jo tillige omhyggligt afsondret og svær at greje, han synes uden ønske om dialog. På disse præmisser er det særdeles svært at afgøre, om manden er en narcissistisk galning, eller om han har fat i den lange ende.

Korpigen (Dawn McCarthy) gjorde hele forskellen for mig. Helt tydeligt var han svært forgabt i hende hin mandag aften på VoxHall. Hele hans kropssprog dansede og åbnede sig i hendes (vores) retning. Og hun tacklede det på fornem og fintfølende vis, i tilknappede skolefrøkensko af velplejet, sort læder. Hun viste mig hvordan man følger pulsen, og hører hjerteslaget på denne afsindigt lækre labyrintiske mand i crocs (kan nogen huske farven Søren?)!

vi er stadig udenfor

vi er to

(ja egentligt 3)

entiteter

og ingen symbiose

vi er subjekter og objekt

vi er ikke frænder

Bonnie kan om nogen få mig til at tude over, hvor ensomme vi er sammen.

Hvis Bonnie ringer ang. duet foreslår jeg denne
so a hot kiss is allright!
Songs: Ohia - Captain Badass

Med venlig hilsen fra en uordentlig fan.

Udvanding

Jeg elsker at få blomster.


Jeg elsker at få blomster så meget, at det er blevet tabu for mig at indrømme. Tænk om der var nogen, som opdagede, at heksen var romantisk anlagt. Besad noget som kunne minde om en irrationel, kærlig tanke i forbindelse med en banal floskel. Men jeg bliver altså noget så glad indeni - og optimeringen af absurditeten fuldbyrdes, når buketten er tørret så meget ind, at det ikke længere er nødvendigt at have dårlig samvittighed over ikke at skifte vandet i vasen.

I dag er det mig, som har blomster at uddele.

I afgrundsdyb respekt for mine muser:
Isaac Asimov,
Franz Kafka,
Julia Kristeva og
Ridley Scott.

Man kan ikke beskylde dette team for at arbejde hurtigt – de fem øjvindpamfletter har ligget længe på tegnebrættet, og qua min TV2blog har jeg eksakt vidnesbyrd om hin eksodus. Jeg takker for eventuelle læseres tålmod, der luner mere end en vissen buket.


Nye øjvindlæsere skal begynde her.

 
-