Og jeg sidder der på scenekanten og skimter stjålent på sangerinden.
Jeg studerer stjålent det univers, hun har skabt omkring sig selv.
Sangerinde med lige dele noget på hjerte og bissende sceneangstneuroser.
Gemmer sig i skyggen af den smækre, tårnhøje brunettebassist, bagved zylofonerne og strygerne, forskanser sig med koklokker og guitar, og det hele toppes med ensartet dunkelhed i hele lokalet, som lyser på lindormsranden af publikum, men indhyller dig.Talentet víl ikke ryste solistformatet af sig, selvom hun af bedste hjerte forsøger at ligestille stemmen med instrumenterne omkring hende.
”Rawlplugsformede” skønstønnes ind i mikrofonens trådnet, så enhver anden form for lyd blegner ved sammenligning.
Bandet spiller energisk på den gammelkendte postmodernistiske metafor, som opløser sig selv til nulpunktet, men resultatet sprænger et epicenter frem.
Henriette Sennenvalds trone lyser.
Hun står som en søjle midt i begivenheden.
Hun er begivenheden.
Med bøjet hoved og ufravigeligt greb om mikrofonen.
Al dens væsen bevæger sig som en slyngplante om hende og fra hende, og holder os alle sammen oppe.
Så jeg ’stjæler’ altså fra sangerinden af respekt for neuroser world wide, og jeg stjæler netop ’skimt’ igennem rustne vandrør, trommestativ samt bassistens karisma ikke at forglemme, og jeg kan stjæle alle skimtene ugenert siddende på scenen selv!
Henriette er en sand kunstner, som stryger dine følelser ud med penselstrøg (fuck Kirsten Siggaard).
Min krop fandt dig igennem flere stillinger.
Først fra baren med to kolde Heineken og stribet veninde.
Så stryger jeg med striberne bagom ved toiletterne og direkte frem til venstre for scenen, hvor der altid er færre folk end til højre, hvor hovedindgangen ligger.
Lidt senere smyger vi os igennem folk ind til midten og opnår stereo midtvejs i koncerten.
Så står jeg der og visner lidt efter lidt af social fobi og varmeslag, og vælger tilsidst at fortrække til koncertens mest luftige observationspost, aka stedet med lokalets ringeste lyd, aka yderst på scenekanten lige bag trommerne. Og med hjælp fra den utraditionelle lysmand lod dette sig gøre, uden nogen tog notits af hverken min færden såvel som min sceneentre.
Så det korte og det lange: jeg sad altså der og småtudede af klarsyn ved Ates bryst, godt gemt væk midt i koncerten. Da elektriske signaler med oprindelse på mine lår går igennem sjælen. En berøring flytter dansende med krop og sind. Tankeslot lagt i grus på få øjeblikke af ubetydelig inertiforskydning i fysikken.
Han er glad.
Ansigtet stråler op mod mig.
Kropsproget er glidende grænsende til afslappet.
Blikket støt.
Det er ikke længere Henriettes nakke, jeg svælger i. Resten af aftenen bliver din.
/din
