Ligesind

Jeg var til fødselsdag i går i mine nye, stramme 80'erbukser. Overfladen skinner svagt, føles som latex og kunne efter sigende minde om et par guddommeligt tilpassede læderbukser (citat slut; bedugget ung mand på Masken torsdag aften).

Fødselaren har jeg kendt i over 20 år, og han kører børn, kone og villa - på den fede måde skal jeg sige. Men da jeg tropper op i Åbyhøj dressed to kill og med gajol under armen, åbner jeg døren til et inferno af gæsternes unger. Jeg sværger, der var flere børn end voksne.

Nå - jeg tager mod til mig og skridter ind i rummet. Men i modsætning til husdyr så flytter børn sig altså ikke, selvom man har direkte kollisionskurs mod dem. Jeg takkede stille min stylist for, at jeg ikke var i kjole i dag, så jeg let kunne skræve hen over savlende babyer, gulvfodboldbordet og pistoldueller i mine stiletter.

Jeg har normalt ikke øje for børn som individualister. Indtil de rammer skolealderen og begynder at fatte bare en smule af sprogets rigdom, giver jeg ikke mening i deres univers. I bedste fald bliver jeg ignoreret, men ikke sjældent er de lidt bange og meget på vagt overfor heksen. Det lægger naturligvis en vis dæmper på min interesse for de mindste størrelser. Alligevel lagde jeg tidligt i går tydeligt mærke til en 5-6 årig knægt med hvide krøller og blåt øje. Der var knald på knægten, og det hele kunne kun ske alt for langsomt, hans blik afsøgte konstant enhver mulighed for at producere larm eller spas. Men hver gang det passerede mine ben, svuppede det ligesom i sin bane.

Sidst på eftermiddagen fik han arrangeret et tilfældigt møde. Jeg var flygtet til køkkenområdet, hvor jeg choppede maden efter fine instrukser, da han kom støvende og søgende ind sammen med et par følgesvende. Hånden startede på dørkarmen, fulgte radiatoren, dernæst opvaskemaskinen i sin længde og passerede så mine ben. Blikket ændrede ikke sit distræte glasskær, og hånden fortsatte over til hjørneskabet og ovn... men efter en kort tøven ændrede den kursen og vendte tilbage på mit lår. De to nanosekunder stod stille, og knægten duppede så prøvende - og væk var han igen.
Jeg smågrinede for mig selv og vidste præcis, hvordan han havde det. Jeg eelsker selv fornemmelsen af latex, og er meget tilfreds med at have carte blanche til at røre mig selv, uden nogen tager notits.

Aftenen skred frem, og ungerne blev fjernet efter tur. Der blev plads til at smække skankerne op og tale lidt voksensnak med en veninde, som havde efterladt mand og børn hjemme i Risskov.
Pludselig mærker jeg en fast og selvsikker hånd på mine bukser. Knægten med det blå øje kigger op fra sin berøring og siger med åbent blik: jeg kan godt li’ dine batmanbukser. Og uden at stoppe sin begramsning fastholder han mine øjne.

5 år… !
Åh og dit armbånd er os' fint, tilføjer han guddødemig, da han lader blikke glide ned igen, og den anden hånd kommer i brug til at fingerere ved mit håndled. Hele hans kropsvægt og opmærksomhed er lænet ind mod mig, og passer symbiotisk i formen.
Kvinden fra Risskov sprutter til sidst forbløffet af grin, og en mors stemme kalder skingert gennem lokalet:
AAAAndeeers vi skal gå nu!

Gad vide om han ville have kunnet være i min håndtaske…

Let til rejsning

Jeg har kørt min jomfrublogning af på TV2. Men mærker at det nu er på tide at flytte scenen herover.

Blogland er et lille lokalsamfund på godt og ondt, og et perfekt sted at vokse op. Man kommer hinanden ved, uanset om man ønsker det eller ej, og det giver jo tryghed og drive. Der er derfor en del bloggere, som jeg skylder tak; mange flere, end jeg lige havde tænkt, har gjort en positiv forskel for mig i disse første måneder som blogskribent.

Nye læsere kan jo bruge nedenstående som en linkspiseseddel - velbekomme:

Først tak til alle som smed mig en kommentar derovre!
Det var livgivende.

Tak til Christgau for at introducere mig til bloggen.
Tak til Kosten og Allan for den varme velkomst.

Tak til Maisen og orken for hver på deres vis at være forbilledlige eksempler på vedkommende og stabile blogpiller.
Tak til JJ for alsidig blog streg fantastiske links og til Sarkastikum for gode latterkramper.
Tak til Tusnelda og bagstiv for at bidrage med skønbloggeri.

Tak til Galina Ginelli for den smule blogpingpong jeg har oplevet. Dejligt at føle nogen har fattet en flig af min tanke og kan give kvikt svar på tiltale.
Tak til nethinde for den smule bloghetz jeg har oplevet. Dejligt at blive udfordret af en modsat synsvinkel og få forstandig svar på tiltale til trods.

Og sidst men ikke mindst: tak for sprit til evig inspiration.


♫ Tak for dit og tak for D.A.D.
Tak til sort sol for den lyse nat ♫


Jeg håber, blogspot kan vinkle mig anderledes til blogning og gerne med en storbyanonymitet, som fordrer mindre af både hekselæsere og blogger.

Og nb: kommentarer er åbent for alle og modtages stadig med kyshånd.

Tak for nu - og tak for at læse med fremover...

Ryan Adams som symptom

-Noget om at tvangsfodre sin sjæl.

Jeg lignede ingen verdens ting, da jeg var teenager. Tro mig på mit ord og skån dig selv for uddybninger. Til gengæld var jeg social spasser… også med dette faktum er det tilrådeligt at tro på mit ord.
Summa summarum – jeg fik min første kæreste, da jeg var 20. Ham blev jeg dog hængende ved i mange gode og vigtige år. Så genoptog jeg pludselig spasseriet, og i dag – 1000 år senere, vil han stadig ikke se mig.
Vi var ’studerende’ og havde oceaner af tid til hinanden og livets gratis glæder. Mange dage gik med at ligge i hans seng og høre hans uhørt lækre pladesamling igennem på kryds og tværs. Han blev min mentor og mit modspil indenfor marginalrocken – i dag kaldet indie. Tiden havde Bauhaus, Joy Division frisk i erindringen, grunge og shoegazer i zenit, ok computer lige om hjørnet...
Somme tider gik jeg egne veje – især ad de populistiske deroutes som Dizzy Miss Lizzy, eller til gyno-bonding som Tori Amos eller PJ Harvey.

Og en sjælden gang imellem var jeg uenig. Eller rettere – det stod ikke til diskussion om pladen var god, mere kunne jeg mærke, at min sjæl stod uberørt tilbage. En mindreværdsfølelse fortalte mig, at det blot var fordi, jeg ikke var en ’rigtig musiknørd’ og i øvrigt var kulturelt afstumpet efter alt for mange år i forstaden til provinsen.
Her skal nævnes Ecco and the Bunnymen eller senere Belle & Sebastian.

Jeg er ikke glad for at indrømme det, men i dag er mit problem Ryan Adams…
Langt hen ad vejen har jeg bare ignoreret fænomenet pga. alt for grimme og alt for unævnelige associationer. Men efterhånden har hans navn sneget sig ind ad alt for mange valide åbninger. Alt for mange mennesker, som har min respekt, får ’the ryan rush’ – jeg må vist indrømme, at jeg går glip af det hele.
Men da jeg har lovet min øjesten Bright Eyes at interessere mig mere for countryrocken, så bliver enden på miseren, at jeg er nødt til at tvangsfodre min sjæl. Der er derfor blevet indkøbt to plader under kyndig vejledning. Gold og Love is Hell. Og allerede her - inden pladen lægges i - begynder mislyden : hvor er respekten for Kitchens of Distinction?
Ved gennemlyning blafrer han i mine øre useriøst rundt i den amerikanske sangskat, fra Janis Joplin til Bruce Springsteen. Et par gange har pastichen været så perfekt, at der skulle tjekkes, om det nu faktisk var et cover nummer i tråd med Wonderwall. Men nej. Manden er simpelthen en udkrystallisering af 40 års rendyrket amerikansk rocktradition. Kan jeg/skal jeg/vil jeg lære at elske det?

Jeg må tilstå, at jeg strejfede, da jeg var på pladeindkøb. The Smiths 'Strangeways' fristede til spotpris. Disse 35 minutter har nu fuldstændig fortrængt Adams 130. Minder fra et kollegieværelse og en udslagsseng i hestedækkenmønster er alt for magtfulde til, at der levnes plads til fornyelse. Jeg er gået i stok, min nerve er visnet - mit liv som musiknørd ebber ud.

Hvad er det jeg misser? Adams fans bør skrive en almisse nedenfor…