Ligesind

Jeg var til fødselsdag i går i mine nye, stramme 80'erbukser. Overfladen skinner svagt, føles som latex og kunne efter sigende minde om et par guddommeligt tilpassede læderbukser (citat slut; bedugget ung mand på Masken torsdag aften).

Fødselaren har jeg kendt i over 20 år, og han kører børn, kone og villa - på den fede måde skal jeg sige. Men da jeg tropper op i Åbyhøj dressed to kill og med gajol under armen, åbner jeg døren til et inferno af gæsternes unger. Jeg sværger, der var flere børn end voksne.

Nå - jeg tager mod til mig og skridter ind i rummet. Men i modsætning til husdyr så flytter børn sig altså ikke, selvom man har direkte kollisionskurs mod dem. Jeg takkede stille min stylist for, at jeg ikke var i kjole i dag, så jeg let kunne skræve hen over savlende babyer, gulvfodboldbordet og pistoldueller i mine stiletter.

Jeg har normalt ikke øje for børn som individualister. Indtil de rammer skolealderen og begynder at fatte bare en smule af sprogets rigdom, giver jeg ikke mening i deres univers. I bedste fald bliver jeg ignoreret, men ikke sjældent er de lidt bange og meget på vagt overfor heksen. Det lægger naturligvis en vis dæmper på min interesse for de mindste størrelser. Alligevel lagde jeg tidligt i går tydeligt mærke til en 5-6 årig knægt med hvide krøller og blåt øje. Der var knald på knægten, og det hele kunne kun ske alt for langsomt, hans blik afsøgte konstant enhver mulighed for at producere larm eller spas. Men hver gang det passerede mine ben, svuppede det ligesom i sin bane.

Sidst på eftermiddagen fik han arrangeret et tilfældigt møde. Jeg var flygtet til køkkenområdet, hvor jeg choppede maden efter fine instrukser, da han kom støvende og søgende ind sammen med et par følgesvende. Hånden startede på dørkarmen, fulgte radiatoren, dernæst opvaskemaskinen i sin længde og passerede så mine ben. Blikket ændrede ikke sit distræte glasskær, og hånden fortsatte over til hjørneskabet og ovn... men efter en kort tøven ændrede den kursen og vendte tilbage på mit lår. De to nanosekunder stod stille, og knægten duppede så prøvende - og væk var han igen.
Jeg smågrinede for mig selv og vidste præcis, hvordan han havde det. Jeg eelsker selv fornemmelsen af latex, og er meget tilfreds med at have carte blanche til at røre mig selv, uden nogen tager notits.

Aftenen skred frem, og ungerne blev fjernet efter tur. Der blev plads til at smække skankerne op og tale lidt voksensnak med en veninde, som havde efterladt mand og børn hjemme i Risskov.
Pludselig mærker jeg en fast og selvsikker hånd på mine bukser. Knægten med det blå øje kigger op fra sin berøring og siger med åbent blik: jeg kan godt li’ dine batmanbukser. Og uden at stoppe sin begramsning fastholder han mine øjne.

5 år… !
Åh og dit armbånd er os' fint, tilføjer han guddødemig, da han lader blikke glide ned igen, og den anden hånd kommer i brug til at fingerere ved mit håndled. Hele hans kropsvægt og opmærksomhed er lænet ind mod mig, og passer symbiotisk i formen.
Kvinden fra Risskov sprutter til sidst forbløffet af grin, og en mors stemme kalder skingert gennem lokalet:
AAAAndeeers vi skal gå nu!

Gad vide om han ville have kunnet være i min håndtaske…