Jeg er blevet sindssyg.
Kan lige så godt melde det klart ud.
Jeg er blevet sindssyg og har fået en kat.
Eller var det omvendt?
Man kunne også starte dette indlæg fra en anden vinkel:
Jeg er blevet standard.
Jeg er blevet, som folk er flest.
Jeg er blevet ’man’, prototype og gabende kedsommelig.Til Herman Bangs ære begynder vi derfor på en skæv perron:
Jeg ser toget forme bevægelse i disse sekunder.
Langsomt – uendeligt, ulideligt langsomt er det på vej ud af min rækkevidde.
Og med gru indser jeg, at toget vil være endnu længere om at forlade mit synsfelt.
I mange år vil jeg skimte røgen i horisonten.
Men fuck metaforer.
Sandhedens svøbe.
SAND I ØJENKROGEN
Min drøm om at finde den gode kærlighed. Min drøm om at stoppe ensomheden. Min drøm om at finde et menneske, en mand at dele verden og børn med forsvinder i takt med, at min alder skrider, og fertiliteten viger.
Du ved allerede, at der er uendeligt mange faktorer, som spiller ind i, at det kom så vidt. Du vil argumentere, at det faktisk slet ikke er vidt. – Jeg skal ikke kede dig med farvede bortforklaringer eller ekshibionistisk hudfletning, så den groft skårne konklusion skal her være, at toget tøffer af, og alle mine hjerteveninder, mine kammerater og familie har pladsreservation og pendlerkort eller flirter med togstewardessen.
Så jeg står tilbage ved DSBkiosken og udsondrer saltvand. Alene ved min side. Vi læser overskrifterne fra toget. Ugeblade og selvhjælpsbøger på display. Han klirrer med mønt i lommen, tabt ud på den tomme seng i går. Heldigvis kommer den grønne gren i mere formfuldendte udgaver også.
Men fuck sort snak.
Skønhed må vige for forståelsens æg. Banalitetens højborg.
DEN DANSER TANGO
Jeg er blevet sindssyg og elsker en kat.
Der er næppe anden omskrivning for de følelser, som duver inden i mig, når jeg betragter de gule øjne eller følger musklernes bevægelse og udvikling.
Når jeg dissekerer lyden af vejrtrækningen.
Jeg anvender ligefrem personligt pronomen, når jeg beretter om ham til udenforstående.
Jeg skriver blogindlæg! om ham.
Bedst af alt er poterne.
Kattepoter er ikke længere blot en slags lakrids, man køber i Aldi.
Kattepoter er løftet til magi.
Bombastisk kan de galoppere igennem rummet for at angribe sølvpapirskugle eller Shaun the målebånd.
Eftertænksomt kan de svæve hen over et bord belastet med hverdagens gøremål.
Jeg bobler nærmest af fryd, når der blot høres to tre præcisionspoteslag fra en kovending i fart.
Poterne kan silkeblødt massere mit ansigt af velvære, eller de kan skamfere min nøgne krop på vej fra gulvet til udkigspladsen på skulderen. Jeg er snarligen klar til indspilningen af ’Edward Scissorhand go Home’.
Ambivalensen holder magien levende. Min fryd ånder tungt og intenst under truslens åg.
Jeg lovede, at dette ville blive kedsommeligt.
Gammel og gold kone sublimerer livskraft i tom farce.
BERETTIGELSENS KUNST
Man siger, at der findes 22 ord for sne på grønlandsk. Selvom dette blot er en smuk anekdote, illustrerer det dog meget fint det pionerland, jeg betræder. Jeg er blevet bevidst om, at der findes uendeligt mange forskellige måder inden i mig, som jeg kan elske på. Og de falder mig faktisk forholdsvist let.
Disciplinen for mig er at gøre det betingelsesløst og at stå offentligt ved dem.
Jeg har så svært ved at tro på, at jeg rager nogen. Jeg har så svært ved at forestille mig, at følelserne forbliver intakte, når de udsiges. Jeg har svært ved at tro, at udsigelsen ikke lægger forfejlet forventningspres på omgivelserne.
Og elsker jeg stadig katten, når han for gud ved hvilken gang catwalker ’distræt’ hen over tastaturet? Se mig se mig se mig se. Elsker jeg ham stadig, når jeg gennemsyres af dårlig samvittighed over ikke at hellige ham hele min opmærksomhed hele tiden?
Er det i virkeligheden overhovedet kærlighed, når jeg til tider skal tvangstænke varmen og overskuddet?
Det er så pokkers svært at være et godt menneske.
Det er så pokkers svært at give sig selv og andre plads. Plads til ambivalente, nytteløse følelser.
Og det hele begyndte ved slutningen.
