Nogle drikker eller ryger joints, nogle forelsker sig, blogger eller begraver sig i arbejde.
Jeg er på rockmusik.
Det er ingen overdrivelse, når jeg præsenterer mine knap 300 cdskiver som min sjæl, og de bliver nurset, evalueret og justeret kontinuerligt.
Det er ingen overdrivelse, når jeg fortæller, at den mest religiøse erfaring, jeg har gjort mig, skete under Roskildes grønne teltdug.
Jeg bliver i den grad fanget af klang, sangenes komposition, tekst og flow. Jeg bliver fanget af guitarernes leg, så eneste adækvate sammenligning er et trip.
Og jeg lader mig fange af interaktion imellem musikerne, imellem scene og gulv, og imellem publikum indbyrdes. Massepsykose er alle trips moder.
Men i går var jeg til CV Jørgensen koncert.
Mange kender den oplevelse at være til en fantastisk koncert, man køber euforisk pladen ved udgangen og glæder sig til at lægge den i anlægget. Glæder sig over at skulle genopleve festen for fulde hammer, næste gang man støvsuger.
Dagen oprinder – man finder cover og støvsuger frem – men festen udebliver. Det magiske, kemien og dynamikken er ikke sunket med ned i rillerne.
Men i går skulle det gå anderledes…
CV og jeg går langt tilbage i historie.
Da jeg var barn, var tjansen som Gud tilfældigvis tilskikket min fader.
Min fader til gengæld dyrkede antihelte, enere i kamp mod systemet.
Fra Beatels til Troels Trier.
Og de blev spillet på fuldt drøn, imens min mor sad og mumlede: ”frygteligt – frygteligt – hans øjne… - uh frygteligt”, imens hun savnede sin Cliff Richard.
'Tidens Tern' blev på samme samfundskritiske vis tappet intravenøst i min opdragelse.
Da jeg var studerende, festede jeg med kæresten og hans venner.
Der var tre discipliner, som gestaltede det tætte bånd imellem akademikerdrengene:
Det er ingen overdrivelse, når jeg fortæller, at den mest religiøse erfaring, jeg har gjort mig, skete under Roskildes grønne teltdug.
Jeg bliver i den grad fanget af klang, sangenes komposition, tekst og flow. Jeg bliver fanget af guitarernes leg, så eneste adækvate sammenligning er et trip.
Og jeg lader mig fange af interaktion imellem musikerne, imellem scene og gulv, og imellem publikum indbyrdes. Massepsykose er alle trips moder.
Men i går var jeg til CV Jørgensen koncert.
Mange kender den oplevelse at være til en fantastisk koncert, man køber euforisk pladen ved udgangen og glæder sig til at lægge den i anlægget. Glæder sig over at skulle genopleve festen for fulde hammer, næste gang man støvsuger.
Dagen oprinder – man finder cover og støvsuger frem – men festen udebliver. Det magiske, kemien og dynamikken er ikke sunket med ned i rillerne.
Men i går skulle det gå anderledes…
CV og jeg går langt tilbage i historie.
Da jeg var barn, var tjansen som Gud tilfældigvis tilskikket min fader.
Min fader til gengæld dyrkede antihelte, enere i kamp mod systemet.
Fra Beatels til Troels Trier.
Og de blev spillet på fuldt drøn, imens min mor sad og mumlede: ”frygteligt – frygteligt – hans øjne… - uh frygteligt”, imens hun savnede sin Cliff Richard.
'Tidens Tern' blev på samme samfundskritiske vis tappet intravenøst i min opdragelse.
Da jeg var studerende, festede jeg med kæresten og hans venner.
Der var tre discipliner, som gestaltede det tætte bånd imellem akademikerdrengene:
- at rykke telefonbøger over med næverne,
- at slå Johnnys rekord på tragten (6pack på 10 sek.) og
- at synge med på ’Sjælland’.
Da jeg blev voksen, hilste jeg så endelig på CV personligt.
En lang periode hvor nye musikinspirationer udeblev, samlede jeg op på min sjæls bagkatalog. Hver morgen vågner jeg med musik i hovedet, og perlerne fra faderen, ekskæresten og LPsamlingen blev opstøvet og indkøbt på cd, efterhånden som de poppede op.
Først klang en sprød westernguitar toner ud over mit vågnende sind. Og senere på dagen dukkede tekstbrudstykker op, som kunne lede mig i den rette retning: ’German løb ind i psykisk offside’/ ’i nylonsokker og killersko’. ’I det muntre Hjørne’ blev opkøbt og manipulativt afspillet mange morgener for kærestens havregrynsspisende børn.
Som single igen med mere tid til sjælen er der yderligere investeret også i ’Sjælland’ og ’Indian Summer’. CV står altså med 3 plader ud af 300. 1 % af mit hjerteblod er skrevet af Carsten Valentin Jørgensen. Vi er et og alt – vi er nøgne vi er små – liv og lys i heksens mørke.
Men i går blev det anderledes…
I går var jeg til CV Jørgensen koncert på VoxHall.
"Vi går lige ud og henter vores nye ven Carsten", noterede guitaristen som en ung, forelsket pige i mikrofonen.
Under introen til første nummer lød det med en røst fra salen: "Vi elsker dig Carsten" og blev efterfulgt af bragende bekræftelses bifald.
"Carsten er gud!" faldt så uværgeligt, akkompagneret at spredt latter, - tørt afsluttet af: "Carsten er større end gud".
’Carsten’, som både musikerne og publikum altså titulerede ham, levede med sine 8 sange helt op til alle anmelderroserne fra de to foregående identiske sessions. ’Et imponerende hattrick’ kunne Gaffa således anstændigt skrive i sin anmeldelse i dag.
CV leverede varen upåklageligt. Kemien ulmede imellem musikere og publikum, og sangene var dybe og lette og rigtige.
Alligevel var alt anderledes.
Jeg kunne slet ikke dele min CV med en flok oplandsbonderøve i alle aldre, køn, størrelser og jobs. Deres platte tilhyldest, deres medråbning af teksterne, deres fællesskabsfølelse med sig selv, hinanden og ’Carsten’ gav mig kvalme.
CVs fortolkning af de fantastiske ord druknede i folkemunde.
Forlorent stod postulatet om samfundskritik og det ensomme menneske og vaklede midt i festugevirak og fadøl.
Jeg fandt cover og støvsuger frem allerede da jeg købte de to billetter til VoxHall – hyldestfesten var forventet, planlagt, oplagt. Men Live oplevelsen trak enhver form for intimitet og magi ud af alle mine 3 plader. Alle de gange, jeg har ligget i tæt ske med CV og følt mig knap så ensom, fremstår klart som placebo og dygtig fortrængning.
Da jeg blev voksen, hilste jeg så endelig på CV personligt.
En lang periode hvor nye musikinspirationer udeblev, samlede jeg op på min sjæls bagkatalog. Hver morgen vågner jeg med musik i hovedet, og perlerne fra faderen, ekskæresten og LPsamlingen blev opstøvet og indkøbt på cd, efterhånden som de poppede op.
Først klang en sprød westernguitar toner ud over mit vågnende sind. Og senere på dagen dukkede tekstbrudstykker op, som kunne lede mig i den rette retning: ’German løb ind i psykisk offside’/ ’i nylonsokker og killersko’. ’I det muntre Hjørne’ blev opkøbt og manipulativt afspillet mange morgener for kærestens havregrynsspisende børn.
Som single igen med mere tid til sjælen er der yderligere investeret også i ’Sjælland’ og ’Indian Summer’. CV står altså med 3 plader ud af 300. 1 % af mit hjerteblod er skrevet af Carsten Valentin Jørgensen. Vi er et og alt – vi er nøgne vi er små – liv og lys i heksens mørke.
Men i går blev det anderledes…
I går var jeg til CV Jørgensen koncert på VoxHall.
"Vi går lige ud og henter vores nye ven Carsten", noterede guitaristen som en ung, forelsket pige i mikrofonen.
Under introen til første nummer lød det med en røst fra salen: "Vi elsker dig Carsten" og blev efterfulgt af bragende bekræftelses bifald.
"Carsten er gud!" faldt så uværgeligt, akkompagneret at spredt latter, - tørt afsluttet af: "Carsten er større end gud".
’Carsten’, som både musikerne og publikum altså titulerede ham, levede med sine 8 sange helt op til alle anmelderroserne fra de to foregående identiske sessions. ’Et imponerende hattrick’ kunne Gaffa således anstændigt skrive i sin anmeldelse i dag.
CV leverede varen upåklageligt. Kemien ulmede imellem musikere og publikum, og sangene var dybe og lette og rigtige.
Alligevel var alt anderledes.
Jeg kunne slet ikke dele min CV med en flok oplandsbonderøve i alle aldre, køn, størrelser og jobs. Deres platte tilhyldest, deres medråbning af teksterne, deres fællesskabsfølelse med sig selv, hinanden og ’Carsten’ gav mig kvalme.
CVs fortolkning af de fantastiske ord druknede i folkemunde.
Forlorent stod postulatet om samfundskritik og det ensomme menneske og vaklede midt i festugevirak og fadøl.
Jeg fandt cover og støvsuger frem allerede da jeg købte de to billetter til VoxHall – hyldestfesten var forventet, planlagt, oplagt. Men Live oplevelsen trak enhver form for intimitet og magi ud af alle mine 3 plader. Alle de gange, jeg har ligget i tæt ske med CV og følt mig knap så ensom, fremstår klart som placebo og dygtig fortrængning.
CV har aldrig været mere Gud end lige nu, for min CV findes ikke.
mennesket står alene
mennesket falder alene
endnu et lys fader ud
men mørket føles som fløjl mod min hud
mennesket står alene
mennesket falder alene
endnu et lys fader ud
men mørket føles som fløjl mod min hud
