Nogle drikker eller ryger joints, nogle forelsker sig, blogger eller begraver sig i arbejde.
Jeg er på rockmusik.
Det er ingen overdrivelse, når jeg præsenterer mine knap 300 cdskiver som min sjæl, og de bliver nurset, evalueret og justeret kontinuerligt.
Det er ingen overdrivelse, når jeg fortæller, at den mest religiøse erfaring, jeg har gjort mig, skete under Roskildes grønne teltdug.
Jeg bliver i den grad fanget af klang, sangenes komposition, tekst og flow. Jeg bliver fanget af guitarernes leg, så eneste adækvate sammenligning er et trip.
Og jeg lader mig fange af interaktion imellem musikerne, imellem scene og gulv, og imellem publikum indbyrdes. Massepsykose er alle trips moder.
Men i går var jeg til CV Jørgensen koncert.
Mange kender den oplevelse at være til en fantastisk koncert, man køber euforisk pladen ved udgangen og glæder sig til at lægge den i anlægget. Glæder sig over at skulle genopleve festen for fulde hammer, næste gang man støvsuger.
Dagen oprinder – man finder cover og støvsuger frem – men festen udebliver. Det magiske, kemien og dynamikken er ikke sunket med ned i rillerne.
Men i går skulle det gå anderledes…
CV og jeg går langt tilbage i historie.
Da jeg var barn, var tjansen som Gud tilfældigvis tilskikket min fader.
Min fader til gengæld dyrkede antihelte, enere i kamp mod systemet.
Fra Beatels til Troels Trier.
Og de blev spillet på fuldt drøn, imens min mor sad og mumlede: ”frygteligt – frygteligt – hans øjne… - uh frygteligt”, imens hun savnede sin Cliff Richard.
'Tidens Tern' blev på samme samfundskritiske vis tappet intravenøst i min opdragelse.
Da jeg var studerende, festede jeg med kæresten og hans venner.
Der var tre discipliner, som gestaltede det tætte bånd imellem akademikerdrengene:
Det er ingen overdrivelse, når jeg fortæller, at den mest religiøse erfaring, jeg har gjort mig, skete under Roskildes grønne teltdug.
Jeg bliver i den grad fanget af klang, sangenes komposition, tekst og flow. Jeg bliver fanget af guitarernes leg, så eneste adækvate sammenligning er et trip.
Og jeg lader mig fange af interaktion imellem musikerne, imellem scene og gulv, og imellem publikum indbyrdes. Massepsykose er alle trips moder.
Men i går var jeg til CV Jørgensen koncert.
Mange kender den oplevelse at være til en fantastisk koncert, man køber euforisk pladen ved udgangen og glæder sig til at lægge den i anlægget. Glæder sig over at skulle genopleve festen for fulde hammer, næste gang man støvsuger.
Dagen oprinder – man finder cover og støvsuger frem – men festen udebliver. Det magiske, kemien og dynamikken er ikke sunket med ned i rillerne.
Men i går skulle det gå anderledes…
CV og jeg går langt tilbage i historie.
Da jeg var barn, var tjansen som Gud tilfældigvis tilskikket min fader.
Min fader til gengæld dyrkede antihelte, enere i kamp mod systemet.
Fra Beatels til Troels Trier.
Og de blev spillet på fuldt drøn, imens min mor sad og mumlede: ”frygteligt – frygteligt – hans øjne… - uh frygteligt”, imens hun savnede sin Cliff Richard.
'Tidens Tern' blev på samme samfundskritiske vis tappet intravenøst i min opdragelse.
Da jeg var studerende, festede jeg med kæresten og hans venner.
Der var tre discipliner, som gestaltede det tætte bånd imellem akademikerdrengene:
- at rykke telefonbøger over med næverne,
- at slå Johnnys rekord på tragten (6pack på 10 sek.) og
- at synge med på ’Sjælland’.
Da jeg blev voksen, hilste jeg så endelig på CV personligt.
En lang periode hvor nye musikinspirationer udeblev, samlede jeg op på min sjæls bagkatalog. Hver morgen vågner jeg med musik i hovedet, og perlerne fra faderen, ekskæresten og LPsamlingen blev opstøvet og indkøbt på cd, efterhånden som de poppede op.
Først klang en sprød westernguitar toner ud over mit vågnende sind. Og senere på dagen dukkede tekstbrudstykker op, som kunne lede mig i den rette retning: ’German løb ind i psykisk offside’/ ’i nylonsokker og killersko’. ’I det muntre Hjørne’ blev opkøbt og manipulativt afspillet mange morgener for kærestens havregrynsspisende børn.
Som single igen med mere tid til sjælen er der yderligere investeret også i ’Sjælland’ og ’Indian Summer’. CV står altså med 3 plader ud af 300. 1 % af mit hjerteblod er skrevet af Carsten Valentin Jørgensen. Vi er et og alt – vi er nøgne vi er små – liv og lys i heksens mørke.
Men i går blev det anderledes…
I går var jeg til CV Jørgensen koncert på VoxHall.
"Vi går lige ud og henter vores nye ven Carsten", noterede guitaristen som en ung, forelsket pige i mikrofonen.
Under introen til første nummer lød det med en røst fra salen: "Vi elsker dig Carsten" og blev efterfulgt af bragende bekræftelses bifald.
"Carsten er gud!" faldt så uværgeligt, akkompagneret at spredt latter, - tørt afsluttet af: "Carsten er større end gud".
’Carsten’, som både musikerne og publikum altså titulerede ham, levede med sine 8 sange helt op til alle anmelderroserne fra de to foregående identiske sessions. ’Et imponerende hattrick’ kunne Gaffa således anstændigt skrive i sin anmeldelse i dag.
CV leverede varen upåklageligt. Kemien ulmede imellem musikere og publikum, og sangene var dybe og lette og rigtige.
Alligevel var alt anderledes.
Jeg kunne slet ikke dele min CV med en flok oplandsbonderøve i alle aldre, køn, størrelser og jobs. Deres platte tilhyldest, deres medråbning af teksterne, deres fællesskabsfølelse med sig selv, hinanden og ’Carsten’ gav mig kvalme.
CVs fortolkning af de fantastiske ord druknede i folkemunde.
Forlorent stod postulatet om samfundskritik og det ensomme menneske og vaklede midt i festugevirak og fadøl.
Jeg fandt cover og støvsuger frem allerede da jeg købte de to billetter til VoxHall – hyldestfesten var forventet, planlagt, oplagt. Men Live oplevelsen trak enhver form for intimitet og magi ud af alle mine 3 plader. Alle de gange, jeg har ligget i tæt ske med CV og følt mig knap så ensom, fremstår klart som placebo og dygtig fortrængning.
Da jeg blev voksen, hilste jeg så endelig på CV personligt.
En lang periode hvor nye musikinspirationer udeblev, samlede jeg op på min sjæls bagkatalog. Hver morgen vågner jeg med musik i hovedet, og perlerne fra faderen, ekskæresten og LPsamlingen blev opstøvet og indkøbt på cd, efterhånden som de poppede op.
Først klang en sprød westernguitar toner ud over mit vågnende sind. Og senere på dagen dukkede tekstbrudstykker op, som kunne lede mig i den rette retning: ’German løb ind i psykisk offside’/ ’i nylonsokker og killersko’. ’I det muntre Hjørne’ blev opkøbt og manipulativt afspillet mange morgener for kærestens havregrynsspisende børn.
Som single igen med mere tid til sjælen er der yderligere investeret også i ’Sjælland’ og ’Indian Summer’. CV står altså med 3 plader ud af 300. 1 % af mit hjerteblod er skrevet af Carsten Valentin Jørgensen. Vi er et og alt – vi er nøgne vi er små – liv og lys i heksens mørke.
Men i går blev det anderledes…
I går var jeg til CV Jørgensen koncert på VoxHall.
"Vi går lige ud og henter vores nye ven Carsten", noterede guitaristen som en ung, forelsket pige i mikrofonen.
Under introen til første nummer lød det med en røst fra salen: "Vi elsker dig Carsten" og blev efterfulgt af bragende bekræftelses bifald.
"Carsten er gud!" faldt så uværgeligt, akkompagneret at spredt latter, - tørt afsluttet af: "Carsten er større end gud".
’Carsten’, som både musikerne og publikum altså titulerede ham, levede med sine 8 sange helt op til alle anmelderroserne fra de to foregående identiske sessions. ’Et imponerende hattrick’ kunne Gaffa således anstændigt skrive i sin anmeldelse i dag.
CV leverede varen upåklageligt. Kemien ulmede imellem musikere og publikum, og sangene var dybe og lette og rigtige.
Alligevel var alt anderledes.
Jeg kunne slet ikke dele min CV med en flok oplandsbonderøve i alle aldre, køn, størrelser og jobs. Deres platte tilhyldest, deres medråbning af teksterne, deres fællesskabsfølelse med sig selv, hinanden og ’Carsten’ gav mig kvalme.
CVs fortolkning af de fantastiske ord druknede i folkemunde.
Forlorent stod postulatet om samfundskritik og det ensomme menneske og vaklede midt i festugevirak og fadøl.
Jeg fandt cover og støvsuger frem allerede da jeg købte de to billetter til VoxHall – hyldestfesten var forventet, planlagt, oplagt. Men Live oplevelsen trak enhver form for intimitet og magi ud af alle mine 3 plader. Alle de gange, jeg har ligget i tæt ske med CV og følt mig knap så ensom, fremstår klart som placebo og dygtig fortrængning.
CV har aldrig været mere Gud end lige nu, for min CV findes ikke.
mennesket står alene
mennesket falder alene
endnu et lys fader ud
men mørket føles som fløjl mod min hud
mennesket står alene
mennesket falder alene
endnu et lys fader ud
men mørket føles som fløjl mod min hud
Pudsigt nok har jeg også haft en skuffende CV Jørgensen relateret oplevelse på Voxhall i denne festuge. Jeg har ikke noget videre forhold til CV - jeg har hørt him i radioen (dengang man stadigvæk kunne risikere at høre musik), har syntes om det, men er aldrig gået videre med min interesse. Da koncertrækken blev annonceret, og en af aftenerne inkluderede Isobel Campbell, slog jeg til og købte billet til søndag aften.
SvarSletI timerne op til koncerten havde jeg desværre en oplevelse der førte til et af mine yderst sjældne vredesudbrud, så da jeg tog afsted til koncerten var jeg i et ondt lune. Havde jeg ikke allerede købt billetten var jeg blevet hjemme. På vejen til Voxhall forsøgte jeg at falde ned, men uden held. Og det blev ikke bedre efter ankomsten; Voxhall var proppet og det med det helt forkerte publikum. Det er en snobbet og elitær indstilling, men sådan følte jeg. Det var ikke mit publikum og jeg ønskede ikke at dele "min" musik med dem.
Jeg fandt et hjørne og koncerten startede. Isobel Campbell kom på som nummer 2 og leverede en af de koncerter hvor bandet morede sig storartet, men ikke rigtigt kom ud over scenekanten. Mit humør var fortsat elendigt og jeg valgte, for første gang siden 1996, at forlade en koncert før tid. Dengang var det også på Voxhall (inden det hed Voxhall) og ligeledes en koncert med flere bands: The Dirty Three og Gallon Drunk. The Dirty Three gik først på scenen og leverede, foran cirka 20 mennesker, en intens og fabelagtig koncert, der slog mig fuldstændig ud. Da det blev Gallon Drunks tur kunne jeg ikke rumme mere og måtte gå, mæt af oplevelser. Siden har det været et af mine største ønsker at opleve The Dirty Three igen (deres plader er desværre kun svage ekkoer af deres liveoptrædener), men de turnerer sjældent og oftest i Australien.
Så ikke alene spildte jeg 250kr og så aldrig CV Jørgensen, min tilstedeværelse ved dette udsolgte arrangement forhindrede også et andet, mindre negativt menneske i at få en god koncertoplevelse.
Hej JL
SvarSletJeg har tænkt lidt over hvad pointen med dette indlæg egentlig var.
Lidt af den rammer du således: ” VoxHall var proppet og det med det helt forkerte publikum. Det er en snobbet og elitær indstilling, men sådan følte jeg”.
Jeg irriterer mig over at skulle forholde mig til min egen intolerance, og poster et indlæg hvor folk kan slå mig i hovedet efter behov – så slipper jeg for den kedelige disciplin at revse mig selv.
Men sagen er facetteret: jeg har tudet af bevægelse til en Sanne Salomonsen koncert jeg var havnet til som handicaphjælper. Hendes bånd med publikum var strålende smukt. Og jeg har hoppet og danset med bodegalæderveste til røde mor. Ikke just ”mit publikum” heller, men festen holdte max.
Kernen ligger nok i den helt specielle århusfestugestemning: man kommer for at blive underholdt, at lade byen betale nogle af skattekronerne igen. CV skal bare levere varen, og det skal helst lyde som på pladen så vi alle kan synge med og hygge os sammen.
Jeg bliver farveløs indeni når jeg skal bevidne CV lege denne leg.
Og ironien er tragikomisk:
CV skal også være ensom og utilpasset for at vi kan være lidt mindre ensomme og utilpassede alle sammen.
Tak for respons – selvom det ikke var de forventede bank for min snobbede sortsynede livstilgang.
Jeg må tilsyneladende bide i det sure æble og blive flagellant
Pointen i min betragtning lå i ordene "det var ikke mit publikum og jeg ønskede ikke at dele 'min' musik med dem". I dit eksempel med mama Sanne er det ikke din musik; det er ikke dit hjerteblod, der bliver sprøjtet ud over forsamlingen som discountketchup. Derfor er du fri til at nyde den fantastiske oplevelse det er når band og publikum bliver til et. Selvom man bare er med på sidelinien, kan man sagtens blive revet med når der er stærke følelser omkring en.
SvarSletMen det er bare mit bud. Jeg er ikke kendt for min dybe psykologiske indsigt, og er ydermere pt. påvirket af min tandlæges bedøvelsessprøjter.
Blandt mine lørdagsgæster var en af dine kære oplandsbonderøve fra Voxhall. Han havde også bemærket publikum, man da han, af gode grunde, ikke er elitær, forhindrede det ham ikke i at nyde CV.
Festugestemning? Tilsvarende er det altid med en vis bæven jeg går ind til en koncert fredag eller lørdag aften. Der er altid en risiko for at publikum primært er kommet for at varme op til en tur i byen, og hellere vil sludre end høre musik.
Bank? Det er jeg ikke leveringsdygtig i - det kan højst blive til et koket klask - så du må selv finde et bræt frem og begynde at messe "Pie Iesu Domine, Dona Eis Requiem".
ah undskyld jl
SvarSletikke uden grund at min sidste blog hed 'kommunikaze' :D
det var pointen i mit eget indlæg jeg havde givet nogle tanker
og anvendte din fine kommentar som optik
jeg hverken kan eller vil gøre mig til herre over dine he he
http://www.youtube.com/watch?v=x7wc55oXWf8
Hrmpf. Jeg gennemtrawlede youtube på kryds og tværs for at finde det klip, så jeg kunne høre hvad de sagde. Så desperat var jeg, at jeg rejste mig fra sofaen og fandt min Holy Grail LaserDisc frem. Beklageligvis var min laserdiscafspiller blevet teenager, og kunne derfor ikke tilbyde omverdenen noget.
SvarSletJeg bøjer mig for min overkvinde.
Tjoerne. Jeg fæstner mig ved den del, hvor du beskriver, hvad levende musik gør ved mennesker, om massehysteriet og om den hypnotiske samklangseffekt imellem band og crowd, der ind imellem opstår. I Nykøbing Falster på teatret blev der, i hvert fald i mine unge år, hvert år afholdt en marathon koncert "Varme Roer", hvor man som amatørband kunne tilmelde sig og give sine tyve minutter hver især. Teknikken var for flere bands vedkommende rent af Helgoland til, de kunne squ ikke spille rent, og andre var så høje på stoffer eller på situationen, at de nærmest krabbede sig rundt deroppe på scenen, men der var en nærhed og samhørighed, der nåede udover kanten ja helt ud på gaden og på vej med hjem, hvor jeg uden indtagelse af noget som helst, der kunne påvirke mig, var vind og skæv som tårnet i Pisa. Jeg glemmer aldrig den følelse af at være helt opfyldt og ikke kunne rumme mere, så jeg bare måtte vakle hjem til kollegiet og der lægge mig på sengen og i vågen tilstand drømme mig ud i verdensaltet. Dette gentog sig flere år, og jeg fandt ud af, at de bedste trip fik jeg absolut afholdende. Mon det var koncentreret lykke?
SvarSletJeg vil aldrig glemme det.
Orklax
@JL
SvarSletmåske skulle du undersøge, om din PC lider af dårlig humor og derfor vælger at lægge filter på dine udmærkede søgninger? : )
@ min Ork
SvarSletdu spotter mig danse om den varme roegrød
lige dér ligger der et uskrevet blogindlæg
dine ord samhørighed og lykke er skrevet på mit balkort
"den følelse af at være helt opfyldt og ikke kunne rumme mere"
genkendes
oplevelsen har så vidtrækkende konsekvenser for hele ens konsoliderede erfaringsverden at alle andre processer stopper i ærefrygt
er det mon netop lykken?
den kan føles lidt klaustrofobisk
anmassende
intolerant
blindt autonom
men er vel alligevel gyldig...?