Første gang du intetanende flåede mit hjerte ud af kroppen.
Første gang du uforstående så på det pumpe patetisk på et sølvfad.
Første gang jeg indså hvor latterlige mine følelser fremstod, gik der 14 dage uden kontakt.
Men jeg gav efter, så snart du stormede min telefon.
Min ære står mig nær, og jeg ville alt for gerne smide pumpede argumenter fra mig.
Jeg samlede dig op på gaden. Frederiksbjerg tårnede sig gråt og anmassende.
Du havde forladt en trunte på din stamkro for at lægge øre til mit rationale.
Der skal andre boller på suppen, tænkte jeg, og vi var hjemløse.
Bag os brændte en bro, og foran brændte mit hjerte, og vi søgte til siden.
Allé Cafeen er alt andet.
Alléen udgøres af møgbeskidte huse klinet op af byens smalleste hovedåre ned til banegården. Kaffen står som en afbrændt slat på maskinen.
”
Hey hop”, titulerer du bartenderen, imens vi indfinder os på barens langside.
Lille, rund, sødmefuld brunette må besidde mere, end øjet ser i den rolle.
Hun ser flygtigt undersøgende på mig et par gange, imens du rutinepræget småflirter dig ind i hendes verden.
Hun er charmerende charmeret af opmærksomheden, imens hun tålmodigt og med afstand venter på en bestilling.
”
Kom lige her”, siger du så.
”
Hvad?”
”
Jo, kom lige her”, insisterer du og vinker hende tættere på.
Du står i barens åbning, og hun bliver utryg ved tanken om også at komme inden for din fysiske rækkevidde.
”
Hvad?”, gentager hun i samme rille.
Du læner dig frem, lige hen over stregen til det allerhelligste, bartenderens domæne.
”
Er det et overskæg?”, spørger du interesseret.
Hendes træk stivner. De korslagte arme trykkes tættere om livet. Brystet svulmer af ærgrelse.
Man giver en lille åbning og bliver skydeskive. Der skal gå en rum tid, inden hun lader sig besnære af tilfældig bargæst igen.
Hvis man ikke kender dig, vil man tro, at du beregnende havde planlagt hele scenariet, da du trådte ind af døren og lagde øjne på brunetten. Et let offer at hævde sig på. Man stempler dig som ondskabsfuld omend intelligent.
Hun spejler din stil og glider rutinepræget ind i forskansende ligegyldighed.
”
Ja”, svarer hun kort men bestemt.
”
Nå ja, ikke for noget, jeg tænkte bare lige…”, glatter du ud med alle tre sæt smilehuller i aktivitet.
Og det er sandt. Hen over smukt svungne rokoko læber i naturlig kysselig rød farve lægger der en umiskendelig skygge af vaskeægte brunette.
”
Hvad skal i have”, kommer det endelig.
Imens jeg har vandsmægtet, har jeg luret rummet af. Det er hurtigt overset. Yderst til højre i baren sidder en stamgæst. En furet midaldrende alkoholiker i sort læderjakke med 80’er snit. Trods sin middel drøjde er han tydeligt eftermiddagens alphahan og taler med docerende, høj stemme til hele forsamlingen. Denne består udover bartenderen af blot to mænd. Den ene sidder lidt til højre for mig, og passer anonymt sig selv og sin Top i glas. Den sidste udfordrer mine kategorier for bodegatyper. Midt i tyverne, høj, langlemmet, velklippet, velklædt med tænksomme øjne. Han ligner en, som er på vej til samfundsvidenskabelig fredagsbar på Uni. (Du korrigerede mig senere: nej han lignede en som skal være politiker).
Jeg følte mig mere tryg ved at konstatere hans tilstedeværelse. En ligesindet. Så var vi to uden for miljø, og kunne dele rollen og de skæve øjekast fra de indfødte. Jeg var lige begyndt på at digte hans historie, da der blev serveret mig en Hof med affærdigende bevægelser. Han sad sammen med alphahannen, der i princippet kunne være blevet hans far.
Så fik jeg endelig tildelt opmærksomhed fra min egen medbragte alphahan, og rummet forsvandt for mig. Jeg væltede alle mine lommepsykologiske forklaringer af mig. Delte heroisk skulderklap ud til os begge og beklagede situationen. 'Jeg har indset, at dit hjerte tilhører en anden'-talen. Jeg ved ikke, om du kender den, men den er alt for lang og begynder ”
Bla, blabla” og slutter med ”
bla bla venner”.
”
Jeg synes bare, at alle, som taler helt vildt højt hele tiden, har helt vildt ret – hele tiden…” siger du pludselig med høj stemme henvendt til hele baren, imens dit blik er rettet imod den lokale alphahan, der til stadighed har doceret fra sin bartrone.
Han samler øjeblikkeligt bolden op og begynder næsten råbende at argumentere for et eller andet helt tredje. Jeg synker ind i mig selv, synker ind i rummet, gør mig så usynlig som man kan midt i krydsild. Toppen ved siden af har luret dette trick for længst. Livslang vane vinder endelig kapløbet. Jeg husker statskundskaben og forventer at møde et par forstående, ironiske øjne, da jeg hæver mine. Men han sidder med bøjet nakke og glor ned i disken. Hans hvide knoer ligger fastspændt på hver side af sættet foran ham. Fuldstændig ubevægelig sitrer han af inerti. Efter nogle minutter eksploderer han i ord. Han er klog nok til at argumentere imod den oprindelige provokation, men han har undervurderet min nye ven. Han missede ironien. Med mandig stemme og ordet i sin magt graver han sig metodisk længere og længere ned, imens han piller udsagnet fra hinanden. Min ven prøver igen og igen at afbryde og redde manden: ”
jamen vi er enige makker”, ”
du har fuldstændig ret”, ”
vi mener jo faktisk det samme”, men nedsmeltningen er irreversibel.
Den kommende politiker har tabt sit hjerte til rokoko læberne. Han sidder som fremmed fugl på bodega dag ud og dag ind blot for at være i hendes nærhed. Han værner og beskytter sit kærligheds objekt; med ordet kan en akademiker smadre fjæset på enhver bodegataber.
Da min ven kildede hendes overskæg, dømte han sig til døden, og akademien hagler inkvisitorisk og ubønhørligt ned over ham. Frustreret og uforstående over ikke at trænge igennem til studenten rejser han sig og går ned for at tale fortroligt og fornuftigt med den døve.
Og nu går det stærkt. Da rummet vælter, bliver min ubevægelighed voldsom ukomfortabel. Fastfrosset er det ikke blot min integritet, som er på spil. Fastfrosset risikerer man at træffe en stol i flugt.
Jeg rejser mig og træder et par skridt hen imod håndgemænget. Samler distræt en stol op og overvejer at forlade stedet ubemærket. Men udgangen spærres af brydende kroppe og væltet inventar.
”
Få styr på din mand!”, beordrer den lokale idiot mig brysk.
”
Han styrer sig selv”, indvender jeg spagt og for sent til hans ryg.
Bartenderen står og råber uforståelige advarsler, til sidst marcherer hun autoritativt om på den anden side og hvæser en meter og tres vredt op til studenten, at han skal forlade stedet.
”
Jamen jeg har da ikke gjort noget – det var ham!”, siger han agiteret og peger på min ven.
”
Så er det ud alle sammen!”, skriger hun skingert.
”
Vi skal nok gå…”, siger min tabte kærlighed, jeg samler hurtigt vores ting, og vi stryger os ud af døren.
Så står vi der. Begge lidt flove. Den ene over at have gjort noget, den anden over ikke at have gjort noget. Vi ser ikke på hinanden.
Stadig hjemløse og uforløste. Vi ved ikke, hvor vi skal gå hen. Hverken lige nu eller i al fremtid. Vores venskab endnu ikke vedtaget.
Efter lidt tid, kan ikke huske ord, kan ikke huske tavshed, popper den jaloux beskytter ud på gaden og begynder forfra med sine ordoverfald på min wannabeven. De kommer væltende i både kvantitet og kvalitet og ophæver sig selv i lukket univers. Man holder simpelthen op med at prøve at finde mening. Manden går akademisk bersærk på fuld skrue.
Da kommer den første øretæve. Men næven knyttes helt bag ude, og studenten ser det komme og holder kroppen væk fra sig med sine lange ranglede arme, og slaget rammer aldrig. ”
Swizz” siger underlægningsmusikken, og ikke ”
Kapow” eller ”
Smak!”
Så bliver det endelig for meget for heksen. Denne gang er diskret flugt mulig, men netop derfor vælger jeg anderledes. Jeg springer hen til fyren og griber om hans stribede stud.cand.polit.halstørklæde. Efter alle forskrevne uniregler har han snoet det en gang rundt om sin hals, og jeg griber de flagrende ender og trækker til.
”
VI VAR JO FANDME GÅET!
LAD OS DOG VÆRE I FRED!”
Han sænker hovedet, og endelig får jeg den øjenkontakt, jeg har søgt, siden vi trådte ind på Allé Caféen. Sjældent går tingene som tænkt.
”
Slip”, siger han lavt og knurrende.
”
VI VAR JO FOR FANDEN GÅET.
HVAD HELVEDE TÆNKER DU PÅ?”, vræler jeg med mine lungers fulde kraft, selv om jeg har trukket hans ansigt ned to centimeter fra mit.
”
Slip”, gentager han dumt.
Jeg aner ikke hvor mange gange, vi gentog dette replikskifte, men pludselig er resten af baren også på gaden og opfordrer mig til at slippe mit kvælertag på den forlibte stodder.
Socialt pres er noget, jeg frygter, og imens jeg slipper halstørklædet, som var det en slimet slange, forbander jeg ham ind i helvede.
”
Du får for lidt sex!”, konstaterer jeg foragtende og vender mig om og spankulerer ned af den sørgelige allé.
”
Du får for lidt sex”, hører jeg bag min ryg. Min nye ven har konsolideret min dom og iler efter mig.
Og jeg falder på plads. Bliver mig selv igen. Vi er to i mod verden. Du og jeg.
Jeg standser nede ved bageren. Vi står lidt sammen. Stadig i chokket tilstand, men vi er to, og øjnene mødes trygt. Hvis du også havde elsket mig, ville vi have krammet og kysset. Men sammen er vi rodløse og venner. Så er vi da noget. Solstråle fra grå himmel. Så langt så godt.
Så ser jeg ham guddødemig igen. Han kommer lidt sjoskende ned mod os. Det er ikke helt til at gennemskue, om han har set os eller… Jeg er målløs, du ser ham for sent…
Han strækker sin hånd frem mod dig. Du viger tilbage. Jeg er luft.
”
En, jeg holder meget af, har lige forklaret mig det hele”, siger han indtrængende og angerfuldt.
”
Jeg er så ked af, hvor stor en idiot jeg var”, siger idioten med en idiotisk fremstrækt hånd.
”
Jeg vil bare så gerne sige undskyld. ’Undskyld’”, siger han og griber din arm med venstre og fremtvinger et håndtryk.
”
Undskyld. Mange gange. Jeg var en kæmpe idiot”.
”
Det er i orden”, lyver du tonløst.
”
Også til dig”, siger han, og jeg tager hans hånd.
”
Undskyld”.
”
Ok”, lyver jeg og smiler stift.
Han går, og tavsheden sænker sig.
Vore øjne undviger, og skammen brænder.
Hvis vi havde elsket hinanden, ville jeg have ligget forrest i en ske.
Da jeg var ung, havde jeg mange ting på en ønskeliste.
'Ting at nå inden jeg dør'-listen.
I dag kan jeg strege ’Værtshusslagsmål’ ud på den liste.
Og 'I dag vandt jeg en ven'.
I dag er jeg nærmere min død.
6: Således opløftet tog jeg lige sidste stop med på vejen – Allé bageriet. En kedelig kombi af alle kendte fejl med undtagelse af flormelisfadæsen. Men lige meget hjalp det. Jeg blev endda solgt et eksemplar, som havde krænget alt sveske ud, så det lå som en brændt plamage på maven af den sølle undskyldning for heksens julefavorit.
