Berlinsk infiltration af Aarhus C

-Så blev det endelig berlinermåned

Jeg er ikke et højtidsmenneske.

Socialiteten føles intimiderende.

Og da min hverdag ikke inkluderer tv, radio eller aviser, går det forbavsende udmærket.

Mine nære har efterhånden erkendt, at jeg ikke begår selvmord af ’at sidde alene’, og invitationerne fra familie og hvermand er indskrænket til den ene essentielle, som på forhånd kender svaret.

Men i smug byder jeg julemåneden svært velkommen.

Bremsesporene fra min cykel var anseelige, da jeg for første gang i år passerede et skilt med: 3 berliner van kuchen kr. 42,-

Min svaghed for fede og søde fødevare overstiger enhver trang til juleboykot.

Som en service til min ottetusindnabo, som ikke er i stand til at konsumere samme mængder af gode sager som jeg, eller som ønsker at prioritere sit decemberkilojouleindtag, har jeg de sidste 14 dage kortlagt gemmestederne.

1: Årets første blev indkøbt i SuperBrugsens nyanlagte delikatessebager.

Det var en overraskelse, at deres spartanske udbud inkluderede den eftertragtede vare, og det skulle vise sig, at det gjorde det alligevel ikke.

Jeg blev solgt 3 muffinslignende sager med flormelis og en symbolsk klat sveske i midten. De var da gode - bevares, især når man er lidt sulten efter arbejde og før reel aftensmadtid.

Men de levede overhovedet ikke op til de legendariske fra Magasinbageren, inden der gik Emmerys i den.

2: Så blev jeg taget med storm på den anden side af torvet hos SuperBest.

Sukkeret knaste helt rigtigt imellem tænderne, dejen var af den helt rigtige slags og umiskendeligt badet i den helt rigtige friture. Sveskerne doseret rigeligt og fordelt smukt. Kun formen af berlineren bød på afvigelse fra idealet. Cylinder fremmer helt sikkert succes inden for stegning, og er praktiske at bide af, men er en hån for den æstetiske tradition.

Noget kunne tyde på at berlineren endnu ikke har fundet sin liturgi.

3: Disse to markant afvigende produkter gjorde mig nysgerrig, og sendte mig ud til Aarhus førende bager i håb om at få hold på sagerne. Langenæs bageren (der i øvrigt lige har vundet VMbronze i chokoladekunsten) plejer at hæve sig højt over Vesterbrotorv i udbud og kvalitet.

Og ved første øjekast blev min forventning indfriet.

Form og farve som en lidt for stegt, forvokset æbleskive rullet i sukker. Sådan! skal de se ud. Og nænsomt blev de lirket på plads i en kasse med låget højt hævet, så intet sukker gik til spilde på emballagen.

Desværre viste det sig at hele kuldet var overstegt, og svesken symbolsk. Ok… måske var det bare dagens kikser, men med tårer i øjenkrogen måtte jeg høre selv samme dom fra en levende berliner, der havde været på selvsamme mission som jeg.

4: Så faldt min vej tilfældigt forbi Springs, og en sampel blev rekvireret. Hindbær havde sukker, og svesker havde det fordømte flormelis. Smart for bagerjomfruen, smukt i displayvinduet, skuffende for sveskefreaks. Lækkert og fristende titter lidt snask ud i siden, men viser sig alt for sparsomt ved konsumering.
Og så denne muffinsstruktur? Hvor kommer den fra? Hvad har disse bagere misset?

5: Selvom min tiltro til topbagerne var banket til sibirien af bronzemesteren, tog jeg alligevel mod til mig og opsøgte Schweizer bageriet. Og på trods af det omsiggribende flormelis fandt jeg endelig en udgave, som nogenlunde svarede til det, en heks selv ville kreere som berlinerkok. Serveret i en flot kombi af høj æskebund sat i klassisk bagerpose.

6: Således opløftet tog jeg lige sidste stop med på vejen – Allé bageriet. En kedelig kombi af alle kendte fejl med undtagelse af flormelisfadæsen. Men lige meget hjalp det. Jeg blev endda solgt et eksemplar, som havde krænget alt sveske ud, så det lå som en brændt plamage på maven af den sølle undskyldning for heksens julefavorit.

Velbekomme.