Eftermiddage alene hjemme.
Der må have været en god del af dem i min barndom.
Begge forældre med job og en noget ældre og socialt begavet søster.
Gad vide hvad jeg lavede.
Jeg kan huske en masse bøger og blade fra den tid – Børnene i Nyskoven, Herta J. Enevoldsen, tegneserier læst på kryds og tværs, guldromaner...
Jeg husker ikke athave læst dem, jeg husker ikke manglede legekammerater ikke ensomhed.
Men bærer stemningerne og indholdet med mig i dag.
Jeg husker heller ikke, at jeg stjal.
Men jeg kan stadig se den for mig. Knudret sammen i hjørnet af min mors sparsomme smykkeskrin.
Og jeg fravælger med vilje termen foredrag, selvom det vist er det, man hyrer hende til.
Jeg har en intens idiosynkrasi imod hele pengemaskinen ’hjælp til selvhjælp’. Jeg kan ikke ryste den fordom af mig, at vi blot vidner en industri, som sælger massageapparater til et klynkende folkefærd.
Engang var jeg forelsket over evne.
Mega cool fyr med styr på sin guitar.
Kort forinden var jeg lige kommet mig over kærligheden, var kommet mig over erkendelsen af, at den ikke overvinder alt, så jeg var åben for hvad som helst i div. udgaver
– for han var altså for cool.
At dele sin sjælesamling med nogen er altid en fornøjelse.
Jeg har en kasse hængende med plads til rundt 300 cder. Hvis der skal være plads til noget nyt, må noget gammelt vige, så det er selvsagt et nøjagtigt kort over den mest private heks bøjet i neon.
Men min blottelse betales rigeligt og intetanende ind af gæsten.
Han giver mig nye nøgler til esoteriske hjørner af sin egen person, når blot jeg ser hans reaktion.
Finder han noget han kender, noget han har hørt om fra venner…? Gennemskuer han sorteringssystemet, udvælger han det sikre, eller lader han sig guide?
Fornøjelsen fordobles hvis oplevelsen gentages. Så har man pludselig historik og statistik som bonus.
Men uanset denne udelte fornøjelse, så er der selvsagt federe mennesker at dele sjæl med end andre. Nogen falder helt igennem: de kender intet, og virker indifferente overfor resten. Nogen kender intet set fra coveret, men med mig som dj udsættes de for utallige: ”nej, det kender jeg da godt! Er det virkelig dem? Øh, hvad var det nu lige, du sagde, de hed? Nåååja…”. Og så er der dem, som består med bravur. De kender langt de fleste kunstnere, har overlap og ny inspiration, og der er nogle stykker, som oven i købet lige rammer musiknerven igennem hele kassen.
Men selv i denne snævre kreds har jeg yndlinge. Der er enkelte iblandt, som også kender til livstranscenderende rockoplevelser.
Jeg har før blogget om et modsatrettet aspekt: Hvorfor jeg falder igennem og er tonedøv overfor formidable indspark i rocken som Ryan Adams, Dinosaur Jr., Belle et Sebastian mf. (førstnævnte er dog indhentet i mellemtiden).
En fyr, som jeg også skulle have bekendt i den anledning, var Bonnie ”Prince” Billy.
Den gamle Nar lånte mig i sit hjertes godhed Ease down the Road tilbage i ’02. Desværre var den på vinyl, og da jeg endelig fik mig nosset sammen til at tilslutte min pladespiller, viste det sig, at kileremmen (?) var blevet slap siden sidst, og tempoet var sløvt tenderende til det svingende. Og så gik der yderligere et år, inden jeg fik nosset mig sammen til at levere klenodiet tilbage. To års Bonnie lå således ubrugt hen.
Senere fik jeg igen denne mimetiske trang til at indtage Bonnie, og med 6 udgivne albums vurderede narren, at I see a Darkness nok også var mere i heksens stil.
Og jeg købte og hørte den troligt. Og jeg fangede den da også. Han er jo faktisk fin. Og finurlig. Ja der fik han mig til at smile. Og den anden dag kom jeg faktisk også i tanke om en stump fra pladen midt i ostemaden.
Med andre ord: jeg fangede hat og intet.
Så skete miraklet: VoxHall annoncerede, at de havde inviteret prinsen til byen, og at han havde accepteret. Godt nok var det lige om mandagen, som jeg kom hjem fra Roskilde ’08, men når Bonnie kommer til byen, tropper man op med cadeau til både gæst og vært.
Det skulle jo så vise sig (hvorfor havde den klokke ikke ringet?), at Bonnie også blev tilføjet Roskildes program, og jeg stod overfor at skulle se manden to dage i træk, dobbelt op på Billy. Sikke jeg kan. Men man kunne da ikke gå glip af at se Bonnie sammen med selveste hovedinspiratoren den gamle nar.
Roskilde koncerten blev en forfærdelig og pinsommelig affære. Som en af de sidste efter 7 dages bombardement havde han i forvejen meget ringe odds.
At lyden var lav og elendig;
- at regnen så småt begyndte og maste en masse kolde, trætte og våde mennesker med rygsække, tømmermænd og 10 dages branderter sammen på alt for lidt plads under teltdugen;
- at Bonnie var vranten og tvær og bandende lovede sig selv, og hvem der gad høre på det, at han aldrig i resten af sit elendige liv ville lade sig hyre af en festival igen, hjalp dog heller ikke på helhedsindtrykket.
Men alt dette eksteriør er blot profane bortforklaringer. Man skal huske, at inden jeg landede foran Billy på VoxHall, så så jeg Billy på Roskilde, jeg havde nedpakket regnvejrstung lejr, jeg havde fået alt for lidt søvn (igen), hjemtransport, resocialisering til civilisationen, købt ind og lavet pasta til 10 venner, et mindre sammenbrud under middagen og SKÅL…
- Odds var ikke længere eksisterende for, at heksen ville kunne åbne sine øren for prinsen. Automatpiloten på kamikazekurs igennem livets perlerække af spidsbelastninger.
I crocs og forvasket piratbuks vadede han upåagtet med spotlyset direkte ind igennem min udmattede krop og lagde den kyndigt ned i århusiansk tango - The letting Go blev købt på stedet og bæres i hjertet.
Og alligevel genkender en ordentlig bonniefan ikke en frænde i heksen i dag.
Den sidste afgørende faktor for magisk transcendens ligger i den direkte interaktion. Man forenes umiddelbart med musikken eller kunstneren, man indgår en slags symbiose, hvor man er to entiteter som én. Hvilket slet ikke forekommer mig som en let tjans med hr. Oldham.
Bonnie er en træmand. Hans musik er maskulint selvoptaget og indædt sammenbidt. Lige som jeg foretrækker det i øvrigt, men sært nok slet ikke et associationsemne for mig. Ham her syntes jo tillige omhyggligt afsondret og svær at greje, han synes uden ønske om dialog. På disse præmisser er det særdeles svært at afgøre, om manden er en narcissistisk galning, eller om han har fat i den lange ende.
Korpigen (Dawn McCarthy) gjorde hele forskellen for mig. Helt tydeligt var han svært forgabt i hende hin mandag aften på VoxHall. Hele hans kropssprog dansede og åbnede sig i hendes (vores) retning. Og hun tacklede det på fornem og fintfølende vis, i tilknappede skolefrøkensko af velplejet, sort læder. Hun viste mig hvordan man følger pulsen, og hører hjerteslaget på denne afsindigt lækre labyrintiske mand i crocs (kan nogen huske farven Søren?)!
vi er stadig udenfor
vi er to
(ja egentligt 3)
entiteter
og ingen symbiose
vi er subjekter og objekt
vi er ikke frænder
Bonnie kan om nogen få mig til at tude over, hvor ensomme vi er sammen.
Hvis Bonnie ringer ang. duet foreslår jeg denne
so a hot kiss is allright! Songs: Ohia - Captain Badass
Jeg elsker at få blomster så meget, at det er blevet tabu for mig at indrømme. Tænk om der var nogen, som opdagede, at heksen var romantisk anlagt. Besad noget som kunne minde om en irrationel, kærlig tanke i forbindelse med en banal floskel. Men jeg bliver altså noget så glad indeni - og optimeringen af absurditeten fuldbyrdes, når buketten er tørret så meget ind, at det ikke længere er nødvendigt at have dårlig samvittighed over ikke at skifte vandet i vasen.
Man kan ikke beskylde dette team for at arbejde hurtigt – de fem øjvindpamfletter har ligget længe på tegnebrættet, og qua min TV2blog har jeg eksakt vidnesbyrd om hin eksodus. Jeg takker for eventuelle læseres tålmod, der luner mere end en vissen buket.
Min 365 dages quick poll terminerede indædt sig selv i stilhed. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig et kækt og klassisk: ’T MINUS 5 DAYS!’ i et pop up vindue, men jeg orker ikke lige en programmøruddannelse, så bær over med dette ad hoc jubilæumsindlæg.
24 indlæg blev leveret. Med samt et stk. videoblog. Det var en fint afstemt grænseoverskridelse at lægge stemme ud i cybervirkeligheden, og det gav blod på blogtanden. Desværre sløjfede blogspot kort efter denne service, og jeg ruger stadig i det skjulte på at tage you tube meter vippen. Mine ord flyder med en anderledes rytme, når de forfattes til udsigelse.
Og det løb til sidst op i 12 stemmer! Jeg kan prale med en to cifret læserskare her mit første år. Et værdigt mål at efterstræbe for næste års regnskab. Jeg takker alle 22 øjne for deres tid.
På trods af denne imponerende kvantitet gives der ikke køb på kvaliteten: to tredjedele hører mindst en plade dagligt. I er mennesker med hang til musik. Jeg håber min toneart behagede de 22 øre.
Der er meget at sige om linking i blogning. Det synes som en hel kunstart i sig. Ja hele to endda: indlæg baseret på et eller flere links, eller kommentartrådsudveksling af ekstern inspiration. Links har den funktion, at det binder cyberordene, cyberverdenen sammen med den virkelige verden. A.k.a. IRL.
Hvorledes, disse to instanser relaterer og blander sig hos det enkelte menneske, varierer selvsagt fra blogger til blogger, og det står stadig åbent, om der nødvendigvis er tale om et afhængighedsforhold – og om en sand sammensmeltning er mulig.
Skærmmenu:
Linkenes despotiske magtudøvelse
Og musikken begynder
Linkebryggen
the.God.link
Linkevals
Link for fremtiden
I det følgende vil jeg anvende 'irl', og her må jeg afvise den enkelte blogtåbe, der så afskriver mig som amatørtaster (idet jeg angiveligt har valgt dette, fordi jeg ikke gider taste ’i den virkelige verden’, hver gang jeg i nedenstående anfører irl). I så fald ville jeg jo bare have benyttet den danske forkortelse IdVV (red. hey! det ser fint ud; skulle jeg vende argumentationen monstro?).
Jeg har valgt irl, fordi den danske version har en positiv konnotationsfarvning, og jeg ønsker ikke at favorisere den ene virkelighed frem for den anden. 'In Real Life' har ikke i mine øren samme eftertanke, og har endvidere den abstraktion at være udenlandsk. Når man så tillige opløser fænomenet til forbogstaver, så begynder idiomet at have sit eget liv, der dækker hverken mere eller mindre, end det der er ’ikke-blogning’ for den enkelte læser.
At trenden dikterer kapitalære bogstaver trækker igen lidt farve ind i ordet. Det fremhæves således ud af teksten, ud af cyberspace, - fremhæves som en forkortelse man ofte vil google tilbage ind i sprogets metervarekasse.
Som sagt vil jeg i det følgende altså anvende irl som et tegn på/ord for den tankeverden, der relaterer sig til noget uden for dit blogland.
Linkenes despotiske magtudøvelse.
Den indbyrdes synergi imellem cyber og irl er evident og livgivende på mange planer, og må straks erkende at for mig skal det ene ikke eksistere uden det andet. Men selvom jeg personligt ikke vurderer de to former i valgkamp mod hinanden, så florerer den positive propaganda om irl dog livligt i blogland. ’Få dig et fucking liv frem for at sidde der og taste din taber’ er blandt bloggens værste nið - om end selvprofeterende.
Hvis sladderen går om dette eller hint, så er det selvsagt en klar joker, hvis man kan hævde, at man kender vedkommende irl, og her tæller MSN faktisk med.
At kende bloggerens døbenavn er næsten magi af indianske proportioner.
At nedgøre blogland og dens kendteste indbyggere er en paradoksal nationalsport for bloggere. Et samlingspunkt for høj og lav, uundværligt identitetsskabende.
Derfor kan links for eksempel benyttes i kommentartrådende som et realitetsstempel udover et bonusshowoff af intelligens og vid. Sammenligneligt med amerikanske tvprædikanters anvendelse af skriftsteder. Og netop af denne grund er der selvfølgelig en fraktion, som haaader links men foretrækker en reel (om man så må sige) mand til mand fight indenfor bloglands egne rammer.
Og musikken begynder.
Links benyttes dog også for fuld skrue på de bløde, apolitiske blogs.
Hvis man mangler ord efter et virkeligt hjerteskærende indlæg, kan man formidle en medfølende tanke vha. et musiklink. Hvis man har en ensom søndag eftermiddag og hører den fedeste sang i radioen, kan man ugenert dele sin narcissistiske entusiasme med blogland.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg sværmer for denne bløde bloglinkning. Muligvis fordi jeg ikke formår andet. Men især som kompensation for mine faldne inspirationskilder irl. Tapre krigere i villavovsevolvokrigen.
Jeg er for doven, for dum eller for noia til at orke den daglige massemediekrig. Jeg læser yderst sjældent en avisside, jeg hører ikke radio eller ejer et tv. Men end ikke irlforskrækkelse og tiltagende indskrænkning kan eliminere mit behov for ekstern inspiration og sågar interaktion. Og blogning har vist sig som et spændende, alternativt redskab til at vide, hvad der rører sig i samfundet omkring mig. Hvad der rører sig i mennesker.
Noget, der især kan få mit hjerte til at banke, er den indledende tanke om sammensmeltning af irl og cyber. Du kender måske selv følelsen af glæde, når man ser to elskende, som efter lange trængsler har mødt hinanden på dating.dk.
Men mindre kan også virke: adrenalinet, som ruller, når man ser et link eller anmeldelse fra en koncert man deltog i.
Imellem linierne På tv2bloggens kommentarside har man som dygtig voyeur rig lejlighed til at vidne disse magiske sammentræf.
Linkebryggen.
Selvfølgelig var dette for fristende et koncept til ikke at lege med. Så jeg bladrede igennem arkivet med mine personlige muligheder for et magisk øjeblik og udvalgte min lange frugtesløse higen og søgen efter nogle særlige hårnåle.
Jeg tænkte dog, at det var nødvendigt at pakke denne simple og forfængelige materialisme pænt ind, hvis ikke jeg skulle tabe samtlige mandlige bloggere på linie med min selvforståelse. Der måtte findes en tilhørende personlig historie, gerne med uskyldigt seksuelle undertoner, som ligesom kunne udgøre kernen i blogindlægget; tilslut blev det til en slags Mads & Monopolet indlæg (jeg har været ude for bla bla, hvad skulle jeg have sagt og gjort), og mit egentlige ærinde kunne så passende anvendes som et finurligt og afsluttende twist.
Og med denne heksebryg, dette teksthåndværk, sammensmeltningens automobile, fik jeg faktisk nogle anderledes kommentarer vristet ud af blogfolket. Og et par kommentarer fra bloggere jeg aldrig havde fået ord fra før.
Og med lidt snyd fik jeg fandeme også de eftertragtede nåle ved hjælp af dette stykke antiirl.
the.God.link.
Men jeg mangler desværre erfaring og finesse i denne disciplin.
Bjergtrøjen i links har jeg i stedet ofte iklædt tv2bloggens hemmelige politi the.god.machine; den oprindelige (var der mon noget før?) jjbaunspieler.
Hans blognicks alene taler for sig selv. I både hans ideologikrig og hans slag for smagfuld og vedkommende kunst strør han med rund hånd links, der rent faktisk for mig ligner dannelse og interesse for fælles forståelse og udveksling. En sjælden fugl på denne længdegrad.
Førertrøjen er en særdeles aktiv kommentator og kendis på tv2bloggen. Ofte bare med en enkelt afmålt kommentar i en disput som kører af sporet. Et mæglingsforslag, eller et nið med selvreflekterende opfordring. Ikke sjældent garneret med oplysende eller belysende links.
Andre kvindelig bloggere har allerede viftet med våde cybertrusser foran jjs næse, så mit ærinde er her et ganske andet.
Linkevals.
Han har et par gange for længe siden budt op til dans i en af mine egne tråde. Eller til metatekstuelfightnight som i de gode gamle halvfemsere. Det er lækkert og tækkeligt gjort, og jeg labbede det i mig.
Et særligt afgørende jjlink faldt som en pæntfarvelkommentar til et indlæg, hvor jeg havde aftvunget mig hans opmærksomhed ved at linke manden selv i en madstafet. Til allersidst og uden oplagt sammenhæng linker han til musikken, som angiveligt ligger på hans pladetallerken midt i natten. Jeg googler, you tuber og my spacer det staks og i tiden efter, og magien suser.
Cyber prikker i min irl: pladen indkøbes, næste køb overvejes og købes, og begejstringen afføder efter intense overvejelser en helt ny brik i min sjælesamling. Fra bloglink til hjerteblod. Tak jj, tak blog, tak skæbne.
Link for fremtiden.
Så stod den dér, - pladen fra tv2bloggen, Shearwaters Rook. Stadig fra tid til anden spillet men uden det gamle swung. Ingen i min irl kunne høre den cybermagi, jeg kunne, og pladen manglede sparring for at ånde i min dagligdag.
Så i sidste uge - et år er næsten gået siden jj bød mig godnat - og jeg finder mig spille pladen for min gode ven og kriger, Gammel Nar. Noget, som kunne være blevet dens sidste krampetrækning, et dødssuk, forvandles i stedet til en irlsms: ”Shearwater spiller i heksens baghave til august; køber hun også billet til mig?”.
Og således gik det til, at hele blogland og al dens væsen nu skal med mig og narren til koncert på Voxhall. Den kasserede Palo Santo er fundet frem fra loftet, og tredje shearwaterpladeindkøb er i spil. Forventningen er toptunet i de aldeles gode udsigter for dobbelt op på massepsykose.
Og jeg sidder der på scenekanten og skimter stjålent på sangerinden.
Jeg studerer stjålent det univers, hun har skabt omkring sig selv.
Sangerinde med lige dele noget på hjerte og bissende sceneangstneuroser.
Gemmer sig i skyggen af den smækre, tårnhøje brunettebassist, bagved zylofonerne og strygerne, forskanser sig med koklokker og guitar, og det hele toppes med ensartet dunkelhed i hele lokalet, som lyser på lindormsranden af publikum, men indhyller dig.
Talentet víl ikke ryste solistformatet af sig, selvom hun af bedste hjerte forsøger at ligestille stemmen med instrumenterne omkring hende.
”Rawlplugsformede” skønstønnes ind i mikrofonens trådnet, så enhver anden form for lyd blegner ved sammenligning.
Bandet spiller energisk på den gammelkendte postmodernistiske metafor, som opløser sig selv til nulpunktet, men resultatet sprænger et epicenter frem.
Henriette Sennenvalds trone lyser.
Hun står som en søjle midt i begivenheden.
Hun er begivenheden.
Med bøjet hoved og ufravigeligt greb om mikrofonen.
Al dens væsen bevæger sig som en slyngplante om hende og fra hende, og holder os alle sammen oppe.
Så jeg ’stjæler’ altså fra sangerinden af respekt for neuroser world wide, og jeg stjæler netop ’skimt’ igennem rustne vandrør, trommestativ samt bassistens karisma ikke at forglemme, og jeg kan stjæle alle skimtene ugenert siddende på scenen selv!
Henriette er en sand kunstner, som stryger dine følelser ud med penselstrøg (fuck Kirsten Siggaard).
Min krop fandt dig igennem flere stillinger.
Først fra baren med to kolde Heineken og stribet veninde.
Så stryger jeg med striberne bagom ved toiletterne og direkte frem til venstre for scenen, hvor der altid er færre folk end til højre, hvor hovedindgangen ligger.
Lidt senere smyger vi os igennem folk ind til midten og opnår stereo midtvejs i koncerten.
Så står jeg der og visner lidt efter lidt af social fobi og varmeslag, og vælger tilsidst at fortrække til koncertens mest luftige observationspost, aka stedet med lokalets ringeste lyd, aka yderst på scenekanten lige bag trommerne.
Og med hjælp fra den utraditionelle lysmand lod dette sig gøre, uden nogen tog notits af hverken min færden såvel som min sceneentre.
Så det korte og det lange: jeg sad altså der og småtudede af klarsyn ved Ates bryst, godt gemt væk midt i koncerten. Da elektriske signaler med oprindelse på mine lår går igennem sjælen. En berøring flytter dansende med krop og sind. Tankeslot lagt i grus på få øjeblikke af ubetydelig inertiforskydning i fysikken.
Han er glad.
Ansigtet stråler op mod mig.
Kropsproget er glidende grænsende til afslappet.
Blikket støt.
Det er ikke længere Henriettes nakke, jeg svælger i. Resten af aftenen bliver din.
Man kunne også starte dette indlæg fra en anden vinkel:
Jeg er blevet standard.
Jeg er blevet, som folk er flest.
Jeg er blevet ’man’, prototype og gabende kedsommelig.
Til Herman Bangs ære begynder vi derfor på en skæv perron:
Jeg ser toget forme bevægelse i disse sekunder.
Langsomt – uendeligt, ulideligt langsomt er det på vej ud af min rækkevidde.
Og med gru indser jeg, at toget vil være endnu længere om at forlade mit synsfelt.
I mange år vil jeg skimte røgen i horisonten.
Men fuck metaforer.
Sandhedens svøbe.
SAND I ØJENKROGEN
Min drøm om at finde den gode kærlighed. Min drøm om at stoppe ensomheden. Min drøm om at finde et menneske, en mand at dele verden og børn med forsvinder i takt med, at min alder skrider, og fertiliteten viger.
Du ved allerede, at der er uendeligt mange faktorer, som spiller ind i, at det kom så vidt. Du vil argumentere, at det faktisk slet ikke er vidt. – Jeg skal ikke kede dig med farvede bortforklaringer eller ekshibionistisk hudfletning, så den groft skårne konklusion skal her være, at toget tøffer af, og alle mine hjerteveninder, mine kammerater og familie har pladsreservation og pendlerkort eller flirter med togstewardessen.
Så jeg står tilbage ved DSBkiosken og udsondrer saltvand. Alene ved min side. Vi læser overskrifterne fra toget. Ugeblade og selvhjælpsbøger på display. Han klirrer med mønt i lommen, tabt ud på den tomme seng i går. Heldigvis kommer den grønne gren i mere formfuldendte udgaver også.
Men fuck sort snak.
Skønhed må vige for forståelsens æg. Banalitetens højborg.
DEN DANSER TANGO
Jeg er blevet sindssyg og elsker en kat.
Der er næppe anden omskrivning for de følelser, som duver inden i mig, når jeg betragter de gule øjne eller følger musklernes bevægelse og udvikling.
Når jeg dissekerer lyden af vejrtrækningen.
Jeg anvender ligefrem personligt pronomen, når jeg beretter om ham til udenforstående.
Jeg skriver blogindlæg! om ham.
Bedst af alt er poterne.
Kattepoter er ikke længere blot en slags lakrids, man køber i Aldi.
Kattepoter er løftet til magi.
Bombastisk kan de galoppere igennem rummet for at angribe sølvpapirskugle eller Shaun the målebånd.
Eftertænksomt kan de svæve hen over et bord belastet med hverdagens gøremål.
Jeg bobler nærmest af fryd, når der blot høres to tre præcisionspoteslag fra en kovending i fart.
Poterne kan silkeblødt massere mit ansigt af velvære, eller de kan skamfere min nøgne krop på vej fra gulvet til udkigspladsen på skulderen. Jeg er snarligen klar til indspilningen af ’Edward Scissorhand go Home’.
Ambivalensen holder magien levende. Min fryd ånder tungt og intenst under truslens åg.
Jeg lovede, at dette ville blive kedsommeligt.
Gammel og gold kone sublimerer livskraft i tom farce.
BERETTIGELSENS KUNST
Man siger, at der findes 22 ord for sne på grønlandsk. Selvom dette blot er en smuk anekdote, illustrerer det dog meget fint det pionerland, jeg betræder. Jeg er blevet bevidst om, at der findes uendeligt mange forskellige måder inden i mig, som jeg kan elske på. Og de falder mig faktisk forholdsvist let.
Disciplinen for mig er at gøre det betingelsesløst og at stå offentligt ved dem.
Jeg har så svært ved at tro på, at jeg rager nogen. Jeg har så svært ved at forestille mig, at følelserne forbliver intakte, når de udsiges. Jeg har svært ved at tro, at udsigelsen ikke lægger forfejlet forventningspres på omgivelserne.
Og elsker jeg stadig katten, når han for gud ved hvilken gang catwalker ’distræt’ hen over tastaturet? Se mig se mig se mig se. Elsker jeg ham stadig, når jeg gennemsyres af dårlig samvittighed over ikke at hellige ham hele min opmærksomhed hele tiden?
Er det i virkeligheden overhovedet kærlighed, når jeg til tider skal tvangstænke varmen og overskuddet?
Det er så pokkers svært at være et godt menneske.
Det er så pokkers svært at give sig selv og andre plads. Plads til ambivalente, nytteløse følelser.
