Hvorfor tid og penge ikke er alt

.

Everyone here could be a millionaire

Just take these wings and fly up into the air

Oh you're wondering where you heard this before

It wasn't really like that

The wedding Present

Crawl

Engang var jeg forelsket over evne.
Mega cool fyr med styr på sin guitar.



Kort forinden var jeg lige kommet mig over kærligheden, var kommet mig over erkendelsen af, at den ikke overvinder alt, så jeg var åben for hvad som helst i div. udgaver
– for han var altså for cool.



Jeg gjorde mit bedste for at præsentere mit bedste, og frem for alt gav jeg ham fuld groupie for spadespilleriet.
Han påstod, og jeg tror ikke han står modbevist, at han kunne spille alt og hvad som helst. Oven i købet har han drive til at køre et par meget forskellige projekter, som hver i sær udfordrer hans egen såvel som musikalitet i sin helhed. Respekt.


”Ååh jeg skal også nå at lære, at spille guitar inden jeg dør” henåndede den henrevne heks. Og dette var umiddelbart ikke spil for galleriet.

Det havde jeg proklameret i hen ved 10 år, og det kom fra hjertet. Man kan erstatte mit blod med rockmusik. Den teatralske tone var heller ikke blot hans øren forundt, for der var også et par andre projekter, jeg ind i mellem mindede mig og verden på, at nå inden jeg døde.


”Jamen hvorfor gør du det ikke nu?”
”Nej jeg har hverken tid eller råd i øjeblikket…”, replicerede jeg gennemtænkt og rationelt.
Lidt tavshed.
”Jeg har aldrig taget en eneste guitarlektion i mit liv – jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at spille.”


Jeg stod nok mere beriget i dag, hvis jeg havde slået repræsentationen fra og skamløsheden til: ååh så knep mig dog (skam bestemt).
I stedet skulle jeg herefter sluge endnu et livsmaltbolcher: Der er talent, og der er drift; og kun i kombination kan man opnå bemærkelsesværdige gerninger, opnå følelsen af lykke.


Vi har alle mange talenter indenfor et bredt spekter.
Jeg kan f.eks. kokkerere alt, sy alt og jeg kan danse.
Jeg evner abstrakt tænkning og har flair for tal og æstetik.
Men jeg ejer ikke det mindste drive inden for disse eller andre, og har intet bemærkelsesværdigt bedrevet i mit liv.


Jeg har således aldrig fundet min rette hylde, min aretë – betvivler den eksisterer.
Og du får mig aldrig til at indrømme, at inderst inde i min sorte lillepigesjæl skubber jeg ansvaret fra mig, og føler mig snydt. Kan det virkelig passe, at et helt moderne, differentieret samfund ikke kan eksponere et virke, hvor jeg mærker, at mine evner bidrager unikt til helheden?


Jeg formår ikke engang at udfylde den almengyldige mulighed som kvinde. At smide et nyt lod i puljen, et nyt liv, som har mulighed for at udnytte og give til verdenspotentialet.

Kan et sådan frugtesløst liv overhovedet kategoriseres som sådan?
Lad det blive imellem os – jeg føler mig udenfor, spildt og livsuduelig.


Man kan også have mange drifter.
Mit kald er at skrive.
Jeg kan slet ikke lade være.

Jeg fik udleveret et nyt stilehæfte, hver gang vi skulle aflevere i skolen. Jeg har utallige ungdomsdigte på gulnede, linjerede ark. Flere reolmeter kinabøger med livsnotater. Senest har jeg annekteret blogning. Ny genre, med sjove, nye krav til teksten, men samme evindelige modtager: selvrefleksiv heks.


Det er et held, at jeg på dette område ejer kaldet fremfor talentet. Modsat ville jeg til den sidste dag åbenlyst anklage det uskyldige samfund for manglende anerkendelse af min rette aretë, jeg ville leve martyrisk på sultegrænsen i sammenbidt, inaktiv forsmåelse.
Nu forærer bogstaverne mig i det mindste underholdning midt i forstandig ulykke af talenter.

Mmmm – Tak som byder.