Poesi med elefantorden

Eftermiddage alene hjemme.
Der må have været en god del af dem i min barndom.
Begge forældre med job og en noget ældre og socialt begavet søster.
Gad vide hvad jeg lavede.

Jeg kan huske en masse bøger og blade fra den tid – Børnene i Nyskoven, Herta J. Enevoldsen, tegneserier læst på kryds og tværs, guldromaner...
Jeg husker ikke at have læst dem, jeg husker ikke manglede legekammerater ikke ensomhed.
Men bærer stemningerne og indholdet med mig i dag.


Jeg husker heller ikke, at jeg stjal.
Men jeg kan stadig se den for mig. Knudret sammen i hjørnet af min mors sparsomme smykkeskrin.
Jeg kan huske fornemmelsen af fingerfærdighed, knuderne som gav efter for overtalelse.

Hvad skulle jeg egentlig med den? Hvilket formål? - spinkel og sort af ir under drengepigens sweatshirt.

Jeg husker adrenalinet og desperationen, da den var væk efter gymmastiktimen. Jeg husker jeg kiggede under bænken, rystede mit tøj.
Uvirkeligheden.

Jeg husker min resignation. Min afmagt overfor den poetiske retfærdighed, der havde afsløret mit bedrag. Den var jo ikke min. Jeg havde lånt den uden at spørge.

Men den lå jo bare der. Måske vidste hun ikke engang den var væk. Den lå der i princippet stadig. For måske havde jeg slet ikke taget den? Måske havde jeg bare digtet det hele?

Jeg gik aldrig i min mors smykkeskrin igen.


Det blev jul, og det blev vinter, og det blev tid til at invitere klassen hjem til kagekone og varm kakao med flødeskum. Jeg hadede den uvante rolle som værtinde. Var underligt flov over min mors bolledej, vores aparte designmøbler, min elskede far. Ubekvem ved at være centrum og ansvaret for almen hygge.

Førerrollen pendulerede i skolen evigt imellem Berit og jeg. Hendes force var fremmelighed, min var bedre værd. Og alt stod til forfald, når jeg skulle vise kulissen.
Frarøvet mit særlige trumfkort: at melde mig ud af gruppen, stod jeg nøgen.

Værst var gaverne dog. Hele hurlumhejet af sociale koder gav mig klaustrofobi. Smil og vær taknemmelig. Næh! et båthorn. Lige hvad jeg gik og ønskede mig. Tusind tak søde Christina selvom du render i røven på Thomas Svane, som alle ved, jeg er forelsket i. Smil og vær taknemmelig ellers kaster du skam på din opdragelse.


Alle pigerne havde slået sig sammen om en stor gave. Pyh ha. Kort proces.

Men så, ud af det blå, uden for nummer og alle konventioner: Berit overdrager mig en lille undseelig firkant af glanspapir. Forvirring. Fra dig? Jammen var du ikke med i…

Joo, mumler Berit. Og hun mumler noget mere, jeg heller ikke husker.

Jeg har slået autopilot til for længe siden og pakker op uden at tænke.

Og jeg står med det fineste halssmykke, jeg nogensinde har set. Jeg anede simpelthen ikke noget så fint fandtes. En lille træelefant i en tynd tråd om en sølvhalskæde.

Jeg var mundlam – tror jeg. Husker flokkens anerkendelse. Ih hvor er den sød. Ih hvor er du sød. Jeg husker Berits nedslåede øjne og dæmpede afværgelser af komplimenterne. Helt ude af sædvanlig karakter. Min hjerne udregner nederlaget til lyden af en alarmklokke, som kimer i underbevidstheden. Men mit hjerte klinger højest; kan ikke slippe sit fixpunkt. Du er min, vægtløs på mit bryst.


Og kagekonen blev dræbt, sangen trukket igennem, saftevand spildt, flødeskumsskæg tørret af. Den sidste blev endelig afhentet. Lettelse. Jeg havde klaret den. Mor og Far kunne være stolte.

Det var søremig en fin gave, du fik af hende den tykke pige? Mor rækker hånden frem, og jeg afmonterer artigt klenodiet.

Men det er ikke elefanten, hun studerer. Den har åbentlyst ikke noget stempel at kontrollere. Og jeg skammer mig over mors materialisme, føler en afgrund vokse imellem os. Men det er noget værrer, øjnene ser.

Dette er min kæde?
Adrenalinet sender chokbølger igennem mig.
Dette er min kæde! gentages der ude i virkeligheden nu med anklagende tone frem for forbløffelse.
Hvad snakker du om? vrænger min søster.
Jeg kan kende den! Far har repareret den lige her. Det her er min kæde. Jeg troede den var blevet væk, men du har stjålet den! Ordene råbes i retning af mit jeg, som falder frit.

Elefanten dingler forvildet efter den agiterede hånd.

Aj mor. Jeg så hende altså pakke den op.
Så må hun have stjålet den fra hende som stjal den!

Jeg ser på kvinden foran mig. Jeg ser hendes harme og smerte. Et helt livs forsmåelse i lys lue.
Hendes ord er skingre. Min mor er lille pige, og straffes endnu engang uretfærdigt for noget andre har gjort.

Nej det er altså for langt ude mor. Hold kæft med det fis. Det er synd for søs. Det er hendes gave og hendes fødselsdag.
Søster redder elefanten med sit uheldige påhæng og hægter den rundt om min hals igen.
Vi ser hinanden i øjnene. Blandede følelser mødes på halvvejen, men de ulige størrelser afstøder fælleskab.


Jeg husker formen og tyngden af sandheden, men ikke dens farve…