Death of a sex saleswoman

Min veninde var engang til et Joan Ørting show.

Og jeg fravælger med vilje termen foredrag, selvom det vist er det, man hyrer hende til.


Jeg har en intens idiosynkrasi imod hele pengemaskinen ’hjælp til selvhjælp’. Jeg kan ikke ryste den fordom af mig, at vi blot vidner en industri, som sælger massageapparater til et klynkende folkefærd.

Kender du typen, som
går igennem livet konstant søgende efter den endelige livsformel. Og som uværgeligt er nødt til at missionerer den nyeste aha-oplevelse, når i mødes på gaden?

Veninden som til alle dine unikke problemer kan hive et universalråd op af hatten: jammen det er bare fordi, du ikke respekterer dig selv, eller jamen det er fordi, du får for mange kulhydrater i din kost. Da jeg gik på yingyangkuren, ændrede al ting sig, siger hun med frelst smil og glorie.

Man-råd kalder jeg dem. Råd, som undviger direkte personlig indsigt, og kan appliceres på menneskeheden.

Jeg bliver hvid og kold indeni, når nogen kører dem af på mig. Og jeg må med blødende hjerte bekende, at det er hændt ikke kun i blogland (hvor man til dels selv bærer skylden) men også fra hjerteveninder og andet godtfolk uden tastatur.
Hvid og kold.

Men når jeg hanker op i mig selv, indser jeg min manglende respekt for den enkeltes ret til at vælge man-livsstilen. I skrivende stund indser jeg dets funktion som kvalificeret small talk. En effektiv metode til at tale om noget vigtigt med personer som man af en eller anden grund er dømt til at spilde tid med. På det abstrakte plan i det mindste. På linje med fodbold, vejret og mode. Måske endda en tand sejere…



Men nok om mine snæversynede fordømmelser.

Min veninde var i firmaregi indlagt til to timers bull shit bingo. Joan Ørling tegner og fortæller man-råd krydret med temaet sex.

Og sex sælger for vildt.

Jeg kan her på min egen blog vidne, at indlæg med titlen Let til rejsning og - en voyeur blogger ud får markant flere hits end resten af flokken. Og intet mindre end world wide. Sydkorea, Georgien og Indien har bl.a. været forbi siden maj, hvor blogspot startede sin status over besøg. Og de engelsktalende lande er godt med oppe i toppen af listen hos de danske visit, - go figure.



Joan havde læst en bog. Eller - hun refererede i hvert fald en. Kilden synes hverken vigtig for Joan eller hendes tilskuere.

De fem Kærlighedssprog blev anvendt som ramme for hendes pornoflirtende man-råds show.

Essensen er, at der findes 5 distinkte måder, mennesket kan vise kærlighed, og at vi hver især rammes særligt af en eller to af dem.

Essensen for Dr. Gary Chapman er, at vi i moderne parforhold ofte taler forbi hinanden, idet kvinder og mænd sjældent deler favorittype.

Joan illustrerede pointen ved håndsoprækning.

Hvem tænder på:

- verbal anerkendelse

- tilbringe tid sammen

- tjenester

- gaver

- fysisk kontakt





En stor del af mine veninder har det fællestræk, at vi er i særdeles god kontakt med vores testosteron. Vi kan det hele selv – eller også kan vi undvære. Jeg vil vædde på, at mine veninder har flere værktøjskasser end dine. Ikke at vi glemmer stiletten, køkkengryden eller røde kinder, når en lækker mand feterer, men vi er ikke bange for at lege med handlekraft og brovtne ord alligevel.

Så det vakte ikke min store overraskelse, da min veninde fortalte, at hun ene kvinde måtte rejse sig blandt mere end 50 % af hendes mandlige kolleger til punkt 5. Jeg var stolt og tilfreds med hendes præstation. Og Chapmans pointe brænder totalt igennem: denne veninde har været single ca. 14 dage igennem vores 10 års venskab og en håndfuld mænd.

Og således begyndte et man-råd at rumsterer.

Firkantede kategorier er lærerige at lege med, så længe jeg erkender dem som sådan. F.eks. synes det som om, at den enkelte ikke nødvendigvis har det samme kærlighedssprog som hhv. giver og modtager.

For mit eget vedkommende skifter mine behov vist efter den enkelte mand, jeg har kastet min kærlighed på. Jeg får neuroser, hvis jeg tvinges til at fravælge. Jeg vil være lidt god til meget frem for ekspert i lidt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stinker til at modtage, og mine akilleshæle er stereotypisk tjenester og gaver, der jo bevæger sig faretruende op ad udnyttelse og materialisme. At min sidste kæreste renoverede sit køkken for en halv milliard til min ære, kan jeg umuligt tage ind. Hvad fanden havde hans friværdi med mig at gøre? Men jeg måtte sluge 1000 andre tjenester igennem dagligdagen, da det nu engang var en af hans måder at elske mig og konsoliderer sit jeg.

Og da min første kæreste forærede mig den fedeste gave i mit liv, blev jeg skuffet grænsende til vred, da jeg pakkede op. En varmepude???! Synes du slet ikke, det er hyggeligt, når jeg lister mine iskolde tæer under din dyne? Igennem 8 år skændtes vi stort set aldrig, men lige dér var statistikken ved at tage en kedelig drejning. Det er nu evigheder siden, og puden anvendes stadig flittigt af både vinterfødder og kuldskær kattemis.

Så jeg øver mig i at modtage. Som handy-woman og single er der desværre flest træningsmuligheder indenfor gavekategorien.


Hvad mine fejl og mangler som giver angår… suk. Men jeg tanker tanker op.