Musikstratego

En ny veninde har bedt mig udvælge 3 kandidater til hendes pladesamling. Godt koncept!
Hun er klog og fin og kommer sikkert med ind i himlen, så jeg føler mig stærkt beæret over ridderslaget.
Her har du et indblik i min proces og strategi. Klik på billeder for lydprøver.

TOP 50Jeg blev for 5-6 år siden nødet til at lave min album top 50 som bidrag til min vens nye hjemmeside. Så jeg skulle jo egentlig bare smide hende dette link - Færdigt arbejde og slut på miseren:
1. White Album /Beatles
2. Sister /Sonic Youth
3. Ziggy Stardust /David Bowie


Inden vi går videre, skal jeg kraftigt anbefale alle denne top50-desciplin. Den gav mig et anderledes og værdifuldt syn på mit liv og mine tårer.
Der var ingen yderligere instrukser end overskriften ’Top 50’, så hvilke kriterier skulle pladen opfylde for at erhverve sig en hædersplads? Er det dem man hører mest? – i øjeblikket eller set på livstid? Er det dem man synes er kunstneriske bedst skruet sammen, er det inderligheden eller er det ørehængerne? Der er 1000 gyldige måder at rangere kandidaterne, og udfaldet ville sandsynligvis variere derefter.

Hårdt presset og med fortrydelse over alle mine fravalg endte Beatles så øverst, idet jeg selvstændigt har lagt den på afspilleren siden barnsben. Jeg kan alle teksterne uden ad og kan sågar synge med på div guitarriffs. Pladen har meget på hjerte, har lækker coverart, velegnet til et bredt spekter af heksetimer og er et pejlemærke i min samling såvel som i musikhistorien.

NYE VEJEMen jeg spørger i dag stadig mig selv: er alt dette mere signifikant for heksen, end den sjælsberøring og samhørighed jeg føler med f.eks. My bloody Valentines ’Loveless’ eller Sonic Youths ’Sister’? To plader som udgør udplantningsstedet for mange nye såsæd, men som jeg i øvrigt ultra sjældent hører.
Noget siger mig, at denne anbefalings top 3 kræver andre overvejelser.

F.eks. vil jeg æde min hat på, at himmelveninden er bekendt med eksistensen af både Beatles og Bowie. Skulle jeg spilde mine inspirationskandidater på gammelkendte ting?
I stedet føles spredning vigtig for at finde de optimale tjørnesporer

-3 genrer
-3 dekader
-2 køn

Derforuden hensyntagen til følgende strategier:

-formodentlig ukendt af veninden.
-forholdsvist tilgængeligt musik
-stadig i rotation efter et par år i min samling


Allerførst og uden tøven
ÆNIMA /TOOL 1996 Det er begrædeligt, at dette band undgik min bevågenhed helt frem til 2006, hvor de var et hovednavn på Roskilde. Shame on me. Jeg havde et enkelt album liggende på computeren efter en fest i ’04, hvor vi headbangede os igennem de tidlige morgentimer til selv samme. Men hjemme på egne højttalere virkede tonerne dengang lidt for rå. Lige indtil jeg gav dem en chance mere til Roskildes ære, og Tool alene varetog min sjæl i et halvt år derefter.
Kompleksiteten, energien, smerten, inderligheden bjergtog mig. Helheden, ambitionerne, det gennemførte koncept og suveræn vokal løftede og bar mig steder hen, jeg aldrig havde drømt om.
Tool udgør i mine øjne deres helt egen genre, men Alternativ Metal kan gå an for forståelsens skyld. Man kan ikke overvurdere denne plades indflydelse på min musikalitet og mit pladesamlingssysleri, og man kan således finde en klar skillelinie imellem før og efter Tool.

Men så begynder udvælgelsesproblemerne nådesløst igen.
Nu er 90’erne allerede repræsenteret, og det influerer jo stærkt på valget af kvindeligt bud. Både PJ og Tori Amos røg ud i dette sving – dyrt købt (skulle jeg måske genoverveje kriterierne? nej, jeg må ikke snyde).
Siouxsie Sue så? … men pludselig står det andet bud soleklart frem i bevidstheden, og 80’erne er ikke længere ledig:

THE COLOUR Of SPRING

/TALK TALK 1986 Forsangeren Mark Hollis er et af mine ikoner i bestræbelsen: blive et bedre menneske. Mindre kan ikke gøre det.
Jeg har tidligere blogget om hans rolle i min musikvækkelse, så dette aspekt skal blot erindres her.
En af de nøgler, han har foræret mig, er betragtninger om stilhed. Stilheden er at foretrække, stilheden er smuk og givende. Hvis man formaster sig til at bryde denne unikke og skrøbelige entitet, så fordrer det, at man har noget særdeles vigtigt og mere givende på hjerte. På den sidste Talk Talk plade (min personlige favorit) og den senere soloplade fra ’98 har han indlagt cadencer af stilhed, som vi simpelthen tvinges til at give opmærksomhed (første nummer går først i gang efter 18 sekunder). Endvidere har han udtalt, at lydniveauet aldrig bør overstige instrumenternes egen formåen live.
Igen er genren særegen og noget svævende, men jeg har i omtalte blogindlæg stiltiende accepteret prædikatet post-rock i kommentartråden.

Og således mangler jeg jo stadig en kvinde på scenen…
Andre tankebaner inviteres, sorteres og vandres.

En af de plader, jeg på min side har samlet op efter vådt selskab hos frk. himmel, er Herbie Hancocks ’Head Hunters’. Jazzen skal redde mig på målstregen. Med denne tredje og sidste plade giver jeg bare gode råd fra min officielle jazzmentor Esther Maria videre:

NANCY WILSON &

CANNONBALL ADDERLEY 1961 Lebendig, drive, samspil.
Genren er Soul Jazz, søndagsforelskelse og duften af nybagte boller.

Enhver, som vil dele deres inspirationsTOP3 og deres sorterings kriterier, bliver modtaget med kyshånd og tak her nedenfor.