Insomnipotent

Da jeg for 4 år siden blev voksen, fik mit første rigtige job efter æoner af såkaldte 'studiejob's og en smule studeren, begyndte drømmen om en fast døgnrytme.
Tænk dig bare at kunne slå på (forbande, mobbe, true/række tunge af) vækkeuret, før det forpester ikke bare de første 2 minutter men sq den lede rest af dagen, hvor man er mindst en millimeter ude af sig selv.
Lykken ville være at min krop sov 22:30 6:30.

Først på listen kom den gammelkendte: ingen kaffe efter 18.
En disciplin jeg let og uden problemer kunne annektere. Mit naturlige talent for afholdenhed og askese kombineret med eksistensen af the gjorde let og simpelt tricket og en ny og bedre søvnrytme indfandt sig.

Efter kort tid måtte jeg dog udvide med et punkt:
Ingen Tool efter 20.
Maynarddrengene trykker i den grad på heksens knapper; adrenalinet fester, endorfinerne infiltrerer mit system, og job, ansvar og verden udenfor kan go fuck itself.

Så den nye og ansvarlige, sobre heks sidder i de lange vinteraftener, med grøn the og lytter til f.eks. 'The National' - mere civiliserede mandfolk der forstår at pakke deres vrangvillighed og vrede ind i pæne, akademiske og overskuebare faconer.

Og alt var godt..

Nu dukker der så en ny udfordrer op i arenaen om de eftertragtede 8 timers sammenhængende, vederkvægende nattesøvn, der burde nævnes i menneskerettighederne.
Sexede tekstbeskeder fra smækre, veludrustede mandfolk bør ikke læses og slet ikke responderes på før sengetid uanset indtaget af grøn the og træmandsguitar.
De eskapistiske endorfiner, koffeinhype og den inciterende adrenalin er små usle gnomer i kunsten at obstruere den veludsovede og balancerede heks.
Hormoner er fra helvede.
Og ja: jeg har prøvet at tænke på min døde bedstemor, og jeg har prøvet at finde Dostovjeskys tungeste mursten frem, og ja for fanden da hvor har jeg prøvet at onanere dem væk.
Hormoner er fra helvede inklusive hele oplandet af skærsild.

zzzzzz...